lørdag den 28. april 2012

Smoothies - et godt mellemmåltid

Herhjemme er vi så småt begyndt på at servere smoothies til et af mellemmåltiderne og indtil videre er det gået med stor succes, de skal dog ikke være helt så kolde, som vi voksne gerne vil have dem, hvis vi skal have vores små poder til at falde for dem...

Normalvis er jeg ikke fan af smoothies med yoghurt eller andre surmælksprodukter i det hele taget, men tager det bare med frugt og juice blendet sammen. For Elias' skyld har jeg så forsøgt mig med at tilsætte en lækker økologisk yoghurt for at få noget tyngde i sammen med frugt og lidt presset appelsinsaft, har du en saftpresser kan det sagtens være andre slags frugtsaft du tilsætter for at få en lidt tyndere konsistens, så barnet kan drikke den af glas uden problemer.

Her er lige et par forslag til  nogle klassiske smoothies du kan lave til din lille gut eller gutinde:
  • Ananas og jordbær
  • Banan og hindbær/brombær
  • Banan og jordbær
  • Banan og blåbær
  • Fersken og hindbær
  • Nektarin og hindbær
Tilsæt yoghurt og frugtsaft og blend det hele sammen til en lækker smoothie. Husk at lade den stå lidt, hvis du bruger frosne bær og frugter, så den ikke er så kold, når barnet skal have den.

Kom endelig gerne med flere forslag - hvad virker for jer derhjemme, hvad er jeres børn helt vilde med???


torsdag den 26. april 2012

Grøntsagslasagne - brug dine rester!

En super god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på er helt klart at smække en lækker grøntsagslasagne sammen. Dette kan gøres på mange forskellige måde og have vidt forskelligt indhold alt efter hvad du har i din skuffe eller fryser men det eneste vi er sikre på, der er gengangere er Lasagneplader, revet mozzarella og Bechamelsauce i forskellige afskygninger...

Min grøntsagslasagne indeholdt:
  • Champignoner
  • Gulerødder
  • Hvidløg
  • Porre
  • Squash
  • Tomater
Jeg rengjorde alle grøntsagerne, finthakkede champignonerne (ellers får jeg aldrig manden til at spise dem, hvorimod ungen spiser dem hjertens gerne hele og rå også!) rev gulerødderne og hvidløg, fintsnittede porrerne og skar tomater og squash i tern.

Jeg varmede en pande op med lidt olivenolie, stegte porre og hvidløg af sammen først, tilsatte så champignon, lod det stege lidt mere og gulerødderne kom i. Herefter kom jeg lidt vand ved og lidt forskellige krydderier (basilikum, timian, oregano eller hvad du lige har lyst til) Tilsidst tilsættes tomat og squash og panden/gryden slukkes.

Ovnen forvarmes til 200 grader.

Lav din egen bechamelsauce, som du bedst kan lide den. Min favorit indeholder:
  • Oliemargarine
  • Mel
  • Mælk (mini eller sødmælk)
  • Revet ost
  • Muskatnød
  • Hvid peber
Lav en opbagt sauce ved at hælde oliemargarinen i en gryde og kom mel i. Pisk det godt rundt til det bliver en let melmos. Tilsæt herefter mælk og rør grundigt rundt. Lad det koge op og tykne og stop med at hælde mælk i, når du synes saucen har den rette konsistens. Put en smule revet ost i saucen (en mindre håndfuld) og rør godt rundt til osten er kommet over det punkt, hvor den klistre til piskeriset. Tilsæt om nødvendigt mere mælk. Til slut tilsættes muskatnød samt hvid peber og smag til.

Læg lasagnen sammen: grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce - fortsæt til der ikke er mere fyld og slut af med ost på toppen.

Rigtig god fornøjelse!


søndag den 8. april 2012

Broccoli/bønnemos - 7-8 mdr.

Endnu et sikkert hit herhjemme. Min dreng kan altså virkelig godt lide sine grøntsager og det får mig da også til at være ekstra opmærksom på, at vi voksne også får vores tilskud af grønt på tallerkenen hver dag. Denne lækre opskrift kom jeg på, da jeg stod og lavede broccolisalat i aftes og havde lidt rå blomkål til overs og den tog virkelig ikke mere end 10 minutter at lave!

Broccoli/bønnemos (2 portioner)
1 håndfuld rå broccolibuketter
1 håndfuld frosne grønne bønner

Hæld vand i en gryde ca. 2½ cm op ad kanten og sæt det i kog. Skyld imens broccolibuketterne og læg dem i grøntsagsdamperen. Når vandet er godt i kog sættes grøntsagsdamperen ned i gryden og låget lægges på. Damp broccolibuketterne i ca. 4-5 minutter. Tag dem herefter op og læg dem over i en høj bøtte, du kan lægge låg på.

Tag de grønne bønner og hæld dem ned i grøntsagsdamperen mens vandet stadig koger. Læg låg på og damp bønnerne i 4-5 minutter. Hæld dem over til broccolien, blend blandingen med en stavblender og server let afkølet.

Kan også serveres kold.

Broccoli/bønnemosen kan holde sig i 2 dage i køleskabet og holde sig på frost i 1 måned.

fredag den 6. april 2012

Fuldkornsbrødstænger

For et stykke tid siden fandt jeg jo ud af, at min lille gut ELSKER grissini - de knaser så dejligt, er nemme og spise og smager godt!

Jeg har siden da ledt med lys og lygte efter en opskrift på en lidt grovere udgave og efter at have lånt en masse bøger hjem fra biblioteket har heldet været med mig. Det er dog ikke grissini, men brødstænger, som er lidt bløde inden i, men SUPER lækre... Måske var det noget for din lille gut eller gutinde?

Fuldkornsbrødpinde

10-12 stk. afhængigt af størrelsen

175g grahamsmel
75g hvedemel
½ pose tørgær (ca. 2 tsk.) (brug tørgær fordi dejen bliver rigtig god og nem at arbejde med heraf)
2 tsk. lyst rørsukker
1 spsk. olivenolie
1½-1 1/4 dl lunkent vand

Sigt begge slags mel sammen i en stor skål og tilsæt også de grovere dele, som er i sigten. Rør tørgær og sukker heri.
Lav en fordybning i midten, hæld olivenolien i og tilsæt lidt efter lidt det lunkne vand, mens melet røres sammen med væsken. Bland det til det er en homogen og smidig dej.

Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt med knoerne til dejen føles blod og elastisk og ikke lækre klistre. Del dejen op i 10-12 stykker og rul hvert stykke ud til en ca. 8 cm fingertyk stang på det meldryssede bord. Læg stængerne på bageplader dækket med bagepapir med god afstand imellem. Dæk med let olieret husholdningsfilm og lad dem efterhæve et lunt sted mindst en time eller til de har dobbeltstørrelse.

Forvarm ovnen til 230 grader. Bag stængerne i ovnen i ca. 12-15 minutter eller til de er gyldenbrune (de skulle kun have godt 11½ minut i min mærkelige ovn) Tag dem ud af ovnen og afkøl dem på en bagerist.


Print