Viser opslag med etiketten skemad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skemad. Vis alle opslag

lørdag den 25. februar 2012

Rødbedemos

Dette er en af min søns absolut ynglingsmos og kan med fordel blandes (ikke røres helt sammen, så får man en lettere klam lyserød-agtig mos og det vil min dreng i hvert fald IKKE spise...) både med kartoffel- og sød kartoffelmos, det giver en dejlig pikant smag. Hvis det er muligt, er det en god idé at vælge de små rødbeder frem for de større, da de oftest er sødere og mindre trevlede...

Rødbedemos
ca. 500g rødbeder, rensede og skrubbede.

Fremgangsmåde:
1. Opvarm ovnen til 190 grader. Kom rødbederne i en lille bradepande og hæld vand 1-2 cm op langs kanten af rødbederne. Dæk med alufolie.
2. Kom rødbederne i ovnen og bag dem til de er meget møre, 45-60 minutter cirka (prik med en gaffel for at være sikker) Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
3. Skræl rødbederne, skær dem i store stykker og smid skrællerne ud.
4. Kom rødbederne i en foodprocessor eller blender og blend dem cremede - det hjælper at tilsætte lidt vand, MM, MME eller sødmælk for at få konsistensen lind.

Opbevaring:
Kom den cremede mos i køleskabet i en lufttæt beholder i op til 3 dage eller kom den i fryseren som små portioner i en isterningebakke eller andre små beholdere til babymad og nedfrys dem indpakket i op til 3 måneder.

mandag den 13. februar 2012

Øllebrød

Endnu en af mine favoritter - faktisk ofte lørdags-morgenmad på skift med havregrød og det var altid min far, der lavede det - vi bildte os ind, at det smagte af sæbe, når min mor lavede det nemlig... Når det skulle være rigtig luksus, så puttede han lige en skefuld brun farin i gryden også og så smagte det bare endnu bedre!

Det hitter stort herhjemme og det var lige fra første dag af, men nu har jeg også en dreng, der er en rigtig hund efter rugbrød... Ganske enkelt at lave og så kan du bløde rugbrødet op natten over i vandet (det er dog ikke nødvendigt, men så tager det lige lidt ekstra tid at koge og der vil oftest være klumper i).

Øllebrød
Du skal bruge:

2 skiver mørkt rugbrød eller bondebrød uden kerner
koldt vand, så det dækker
1 tsk. fedtstof
mælk (sødmælk eller MME) til at hælde ovenpå og evt. fortynde lidt med (ca. ½-1 dl)

Skær rugbrødet i tern, kom dem op i en kasserolle og hæld koldt vand over så det dækker. Sæt låg på og lad det stå natten over så rugbrødet blødes op.
Kog det op dagen efter og pisk det godt med et piskeris. Du kan også blende det eller mase det igennem en sigte, så får du i hvert fald alle klumperne væk. Tilsæt herefter fedtstof og mælk, hvis det kræver lidt fortynding. Hæld det op i en dyb tallerken og server med mælk på.

Havregrød

Havregrød har altid været et hit hos mig selv som barn, men min dreng gad i hvert fald kun at have det i starten, hvis han måtte få mors med sukker og smørklat på... Det synes jeg ikke var nogen god idé at vænne ham til (selvom det smager rigtig godt!) så jeg begyndte også at lave min egen havregrød med alternativ topping (fx tørrede frugter og nødder) Baby får dog stadig med frugtmos i, da det er det han bedst kan lide - specielt en lækker blåbær/kirsebærmos eller pære/æblemos er bare GUF!

Her er en rigtig dejlig grundopskrift og du kan sagtens lave den aftenen før, så den bare lige skal varmes op om morgenen...

Havregrød
Du skal bruge:

1 dl havregryn (gerne øko)
1 dl vand
1 tsk. fedtstof
1 dl mælk (sødmælk eller MME)

Brng vand, mælk og havregryn i kog. Rør godt rundt under kogningen og lad det koge til det tykner og grøden bliver lind - det tager omkring 2-4 minutter. Tag herefter gryden af varmen og tilsæt fedtstoffet.

Sveskemos

Dette er en rigtig god førstehjælp til når den bette har fået forstoppelse, men mosen smager altså også udmærket selvom der ikke er tale om rod i mave/tarm-regionen... Herhjemme indtages den fx med iver i en risgrød eller ovenpå havregrøden...

Sveskemos
Du skal bruge:

8-10 svesker
vand til at dække

Læg sveskerne i blød i vandet i ½ time, kog det godt igennem til sveskerne er blødt op og hæld derefter sveskerne i blenderen (eller brug stavblenderen) og blend til en mos. 

Del gerne i mindre portioner og frys ned til senere brug. Kan holde sig i køleskabet i 2 døgn i en lufttæt beholder.

fredag den 3. februar 2012

Gulerodspuré

En dejlig sød mos, som de fleste babyer er vældigt begejstret for og gør sig godt i bl.a. en kartoffelmos, sød kartoffelmos eller en risgrød... Herhjemme er det et hit også bare i sig selv som tilbehør til et stykke kylling eller en frikadelle (når de bliver lidt ældre).

Gulerodspuré
1 mellemstor gulerod (ca. 100g)

Giver 1-6 portioner

Skræl guleroden og skær den i tern eller 3mm tykke skriver. Læg gulerodsstykkerne i grøntsagsdamperen i en gryde med vand, ca. 2½ cm op af kanten. Damp stykkerne i ca. 10 minutter, hæld gulerodsvandet fra, men gem det til senere brug.

Purér med en stavblender og tilsæt 1 tsk. fedtstof og kogevandet, MM eller MME så det passer til babys smag. Skal det være virkelig fint, kan du presse puréen gennem en sigte også.

Opbevaring: Kan holde sig 24 timer i køleskabet eller 4 uger i fryseren.

torsdag den 19. januar 2012

Sød kartoffelmos

Denne mos er et absolut hit herhjemme og et fantastisk alternativ til den traditionelle kartoffelmos, som vi kender den. Kartoflen er desuden sprængfyldt med både A-vitaminer og fibre, så det gør bestemt kun godt for din baby.

Når baby bliver lidt ældre er denne mos god at blande med fx rødbedepure men allerede nu kan du sagtens røre lidt purløg, persille eller timian i for at give det en lidt mere pikant smag.

Mos af søde kartofler
2 søde kartofler (ca. 750g i alt), skrubbede
1 tsk. fedtstof
lidt MME eller sødmælk

Forvarm ovnen til 200 grader. Prik hver kartoffel mange steder med en gaffel og læg dem på et stykke bagepapir på en bageplade. Bag dem i ovnen til skindet er rynket og kødet meget mørt, 45-60 minutter. Tag dem ud og lad dem køle af.

Flæk kartoflerne. Skrab kødet ud af skrællerne og kom det i en foodprocessor eller blender sammen med fedtstof. Smid skrællerne ud. Blend til en cremet mos og bland så meget mælk i, som er passende til det baby kan lide...

Opbevaring: Kom mosen i en lufttæt beholder og sæt den i køleskabet. Der kan den holde sig i 3 dage. Eller du kan fryse den ned i små portioner i isterningebakker eller andre beholdere til babymad. Mosen kan holde sig i op til 3 måneder i fryseren.

Grøntsagsmos

Her får i lige en opskrift på en blandet grøntsagsmos også, hvor kartoffel indgår som hovedingrediens og du så selv kan vælge at tilsætte den grøntsag du vil introducere baby til.

Grøntsagsmos
125 g kartofler
75 g gulerod, broccoli, blomkål eller pastinak (de første 4 måneder)
1 tsk fedtstof
1 dl MME/sødmælk, hvis baby er ældre

Skræl grøntsagerne og skær dem i mindre stykker. Hæld vand i en gryde, så det går 1½-2½ cm op ad kanten og bring det i kog. Hæld grøntsagerne i grøntsagsdamperen og sænk den ned i det kogende vand. Læg låg på. Lad grøntsagerne dampe til de er møre (prik i dem med en gaffel for at prøve ad).

Tag grøntsagsdamperen op af gryden, hæld grøntsagerne i en høj bøtte og tilsæt fedtstof og MME/sødmælk. Blend herefter blandingen godt sammen til en lækker mos. (fordi du her blander kartoflerne med andre grøntsager fra starten af er det ok at blende det).

onsdag den 11. januar 2012

Hirsegrød

Denne variant af grød har min søn ikke været specielt vild med og jeg forstår ham egentlig godt - jeg ville skisme heller ikke selv spise den, medmindre der var et eller andet seriøst lækkert tilsat... Ikke desto mindre er der rigtig mange, som bruger netop denne som startgrød fordi den er så neutral...

Hirsegrød
1 dl hirseflager
1 dl vand
1 tsk. fedtstof
1 dl MME eller MM (senere sødmælk)
evt. 1 spsk. frugtmos
Pisk melet med vand og mælk i en gryde. Bring grøden i kog under piskning ved svag varme i 2-3 minutter. Tag gryden af varmen og rør fedtstoffet i. Servér når grøden har fået spisetemperatur.
I stedet for drikkeklar MME kan du bruge 1 dl oprørt MME-pulver. Pulveret blandes i, når gryden tages af varmen.

Boghvedegrød

Boghvede er ikke en kornsort og derfor må du gerne servere denne grød allerede fra 4 måneders alderen. Vi har ikke stiftet bekendtskab med boghvedegrød herhjemme, så jeg ved desværre ikke så meget om denne grød andet end at jeg har ladet mig fortælle, at den letter smagløs og gusten i farven - derfor følger også lidt tips til hvad du kan tilsætte grøden... Du får her to opskrifter at gå ud fra:

Boghvedegrød
4 spsk. boghvedegryn, 15 g
1 1/2 dl babymælk (senere sødmælk)
1 tsk. fedtstof
Mælken bringes i kog. Grynene tilsættes under omrøring. Grøden koges under låg ved svag varme i 20-25 minutter til grynene er møre og grøden er lind; der røres af og til.Tilsæt fedtstoffet, når gryden tages fra varmen og server når grøden er afkølet til spisetemperatur.

Boghvedegrød (lille portion)
25ml Boghvedemel
75ml vand
1 tsk fedtstof
25ml modermælkserstatning

Rør mel ud i vandet i en gryde og bring grøden i kog imens der røres.
Koger videre ved svag varme i 2-3min. Tag af varmen og rør fedtstof og modermælkserstatning i.
Afkøles til spisetemperatur og serveres.

Tip: Tilsæt en lækker hjemmelavet gulerodsmos - så vil grøden få en sødere smag og en lækker farve.


Majs- og risgrød

Dette er en opskrift jeg har brugt rigtig meget og været super glad for. Den stammer fra Babykalenderen og er meget nem at gå til...

Majs.- og risgrød
1 dl drikkeklar MME eller MM (modermælk)*
1 dl koldt vand
1 tsk fedtstof**
2 spsk. majsmel (kan fås økologisk fra Urtekram) eller rismel
evt. 1 spsk. frugtmos (gerne hjemmelavet evt. pære eller æble)***

Pisk melet med vand og mælk i en gryde. Bring grøden i kog under piskning ved svag varme i 2-3 minutter. Tag gryden af varmen og rør fedtstoffet i. Servér når grøden har fået spisetemperatur.
I stedet for drikkeklar MME kan du bruge 1 dl oprørt MME-pulver. Pulveret blandes i, når gryden tages af varmen.


*Når baby bliver lidt ældre kan du med fordel anvende sødmælk i grøden i stedet for MME eller MM - min søn ville faktisk hellere have sin grød efter jeg begyndte at bruge sødmælk fremfor MME.


**Fedtstof som anbefales du tilsætter al din hjemmelavede mad til baby kan være milde olier i starten - læg derfor ikke ud med olivenolien men prøv en rapsolie, sesamolie eller jordnøddeolie og ændre så olien efterhånden og prøv lidt forskelligt, for det giver jo også en helt ny smag til grøden...


*** Da vi startede op på grøden herhjemme lagde vi ud med den søde majsgrød og tilsatte ikke frugtmos til at starte med, da vi godt ville have at vores søn vænnede sig til smagen uden det søde... Det resulterede så i, at det tog lidt længere tid at få ham tilvænnet, men han spiste det som en glubsk ulv, da det skete og siden har han så fået risgrød tilsat frugtmos, da han ikke ellers er vild med risgrøden...

tirsdag den 10. januar 2012

Færdiglavet babymad

Det er altså helt okay ikke at have overskuddet til selv at stå og kokkerere babys mad, specielt til at starte med, hvor baby ikke kan spise det samme som jer og ikke særlig store portioner...

Dog skal du lige være opmærksom på, at indtil for et par år siden gjalt der danske krav, som sikrede at disse produkter indeholdt det baby har brug for af fx vitaminer og mineraler og hverken mere eller mindre... Efter EU-harmoniseringer kan det nu være svært at gennemskue helt præcist, hvad der er tilsat i færdigprodukterne.

Faktisk finder Sundhedsstyrelsen det så svært, at de anbefaler, så vidt muligt, selv at tilberede babys mad. Under alle omstændigheder er økologiske varianter i hvert fald at foretrække uanset om du vælger selv at lave maden eller købe færdiglavet.

Nogle mener det er en jungle at finde rundt i de færdige produkter, du kan købe til din baby og der er også et virkelig stort udvalg. Hvad der er bedst skal jeg ikke gøre mig til domskvinde over, men jeg vil godt indrømme, at vi også i pressede situationer har tyet til de færdiglavede pulvergrød og frugtmos på glas. Dog har jeg ikke været glad for at købe middagsretterne, fordi de ikke lige lugtede så herligt... Jeg har altid købt økologisk, uden tilsat sukker og dermed også stolet på, at det som producenten har skrevet på emballagen var til at regne med...

Blandt de der udbyder færdige produkter indenfor babymad er:

Semper
Semper har for nylig opkøbt Beauvais produktion af babymad, så Beauvais bliver til Semper inden længe. Personligt kendte jeg ikke til Semper fordi jeg ikke rigtig har set det i de butikker, hvor jeg har købt babymad.

Semper tilbyder et bredt sortiment af pulverblandinger og mad på glas og endda økologiske varianter, som hedder ECO. De er et svensk firma, der slår på gennem mere end 70 år at have specialiseret sig i mad til babyer og småbørn. På Sempers hjemmeside skriver de:
"Vi udvikler børnemad i samarbejde med ernæringseksperter og har en stor viden om nordiske børns behov. Vi laver sund mad af høj kvalitet - og gør det nemt for forældrene at give deres børn gode madvaner og sunde, varierede måltider."
Du kan læse mere om Semper og deres produktudvalg HER

Beauvais
Som nævnt ovenfor, så bliver Beauvais snart til Semper - det kan du læse endnu mere om HER

HiPP
HiPP er et helt økologisk børnemadsprodukt, tysk produceret og har været på markedet i over 50 år. De giver på deres hjemmeside tips og opskrifter til babys mad hele døgnet, har en måltidsplanlægger og giver en allround troværdig og god beskrivelse af deres produkter som vækker et positivt indtryk. Vi har dog aldrig prøvet HiPP produkter herhjemme, så om de er anbefalelsesværdige kan jeg desværre ikke udtale mig om...

Lovemade
Silvia Wulff, som selv er mor, har sammen med kokkeholdet Maarbjerg+Kirk og VIFFOS skabt Lovemade babymad. Lovemade er lavet efter hjemmelavet princip med gode økologiske råvarer og herefter frosset ned.  Det indeholder ingen tilsætningsstoffer eller anden konservering og derfor er frost valgt som konserveringsmetoden, da dette også er hvad anbefales, når du selv laver mad til din baby.

På hjemmesiden forklarer Silvia, hvordan Lovemade er blevet til og hvorfor:
”Jeg fik idéen til lovemade, da jeg blev mor og oplevede behovet for at kunne give min datter et nemt måltid mad i den travle hverdag – uden at være nødsaget til at gå på kompromis med hverken kvalitet eller samvittighed. Det har været en lang rejse, men jeg har nu – i samarbejde med dygtige folk – skabt et rent produkt uden hemmeligheder, og som forbrugeren kan have tillid til. Et produkt med fokus på smag, konsistens, gode råvarer og som ikke er tilføjet andet, end hvad du selv ville gøre derhjemme.”
Jeg læste på et tidspunkt, at en mor havde fået muligheden for at teste dette produkt sammen med hendes mødregruppe og hun plejer selv at lave al den mad hun servere for sin søn. Hun synes smagen var ok og baby tog da også imod det, men det var en anelse tyndt i konsistensen. 

Heller ikke dette produkt har vi afprøvet herhjemme, så jeg vil lade jer, som har afprøvet lovemade være smagsdommere.

Har i kommentarer, anbefalinger, m.v. til færdiglavet babymad, så skriv endelig - det er altid rart at få input fra jer, som har afprøvet de forskellige produkter og ikke mindst høre hvordan jeres børn har reageret på disse...

søndag den 8. januar 2012

Hvornår skal vi begynde på skemad og hvilken slags?

Dette spørgsmål hører jeg igen og igen fra nybagte mødre og jeg har selv stået forrest i rækken for at ville vide mere om det. Dog var min baby lidt tidligt på den med at komme ud til os, så vi ventede lidt længere end de fleste med at starte op på skemad. Han har aldrig spist særlig meget ad gangen og behovet for mere mad opstod generelt senere end normalt... På det punkt har han til gengæld taget grusomt revanche nu...

Når din baby er mellem 4 og 6 måneder vil dets appetit stige og så er det tid til at udvide menuen. Ofte kan det mærkes på baby ved, at han/hun ikke er oftere sulten (måske mest om natten) og begynder at tage større portioner fra flasken eller ligger længere ved brystet. Du skal læse dit barn og hvis det ikke virker mere sultent, så vent bare lidt med at introducere skemad. Det anbefales at frem til barnet er 4 måneder, skal du udelukkende give baby modermælk eller MME og de fleste kan klare sig på det frem til de er ca. 6 måneder.

Vejledende tegn på at din baby er klar til fast føde:
  • baby kan sidde oprejst med støtte
  • hovedet kan holdes oprejst
  • når der stilles mad på bordet, åbner baby munden og læner kroppen fremover
  • når baby får maden i munden synker den i stedet for at spytte det ud
  • baby har stigende interesse for, hvad andre spiser
Motorikken er også ved at være så tilstrækkelig udviklet på dette tidspunkt, at barnet er klar til at få serveret sin mad med ske - de har kontrol over overlæben og kan bevæge tungen bagud...

Det er typisk at starte med grød, frugtmos eller grøntsagsmos som skemåltid. Husk at grød skal være uden gluten, så der er majs, ris eller hirse at vælge imellem. Grøntsagsmosen kan være kartoffel moset med andre grøntsager. Husk at det ikke er en god idé at tilsætte salt til maden før barnet er 8 måneder, dette belaster nemlig den lilles nyrer. Når du vil give frugtmos, er det en god idé, at du vælger frugter uden alt for meget syre, så som æbler og pærer. Baby har en sød tand, så præferencen for sødere sager kommer hurtigt - derfor er der mange babyer, som er helt vilde med mos af søde kartofler frem for den traditionelle kartoffelmos...

Herhjemme startede vi på en majsgrød - det var ikke noget hit i starten, men han prøvede sig frem og vi havde grød over alt... Vores baby ville ret hurtigt gerne prøve noget nyt, så vi forsatte med kartoffelmosen herhjemme og derefter tilsatte vi en ny smag til kartoffelmosen eftersom han havde lyst til nye ting. Det var både gulerødder og ærter blandt andet... Opskrifter på forskellig slags mos m.v vil følge senere på bloggen...

Det er en god idé at vælge tidspunktet, hvor i øver med skeen, nøje. Baby skal være vågen og glad og hverken for sulten eller for mæt. Der vil nok være et behov for at der gives flaske eller ammes lige efter skemåltidet. Til at starte med skal du ikke regne med, at baby spiser mere end et par skefulde, men lidt har også ret og det er øvelsen vi skal tænke på her, for mælken udgør stadig hovedparten af barnets kost.

Der findes rigtig mange gode bøger og pjecer om barnets kost, hvor du kan finde rigtig god inspiration og sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece lige netop på dette område, som jeg synes er vældig god til at starte ud på - du kan finde den i online udgave HER...

Nu da min søn er blevet ældre, har jeg investeret i en rigtig god bog om mad til børn fra 6 måneders alderen til de er 3 år gamle - den kan jeg varmt anbefale jer at købe, dog vil jeg poste de opskrifter jeg bruger herinde (selvfølgelig med reference) og dele vores oplevelser omkring de forskellige retter. Bogen hedder Mad til Småfolk.

Print