Så kom der lidt gang i mad til børn igen og i sidste uge, da maden skulle være lidt nem og ikke for tung, tog jeg Meyers Mad til de mindste ned fra hylden og fandt en
lækker opskrift på fiskefilet med gulerodssauce...
Vi plejer normalt at
spise vores fiskefilet med kartofler og persillesauce eller på rugbrød
med remoulade på toppen, men denne anderledes version på et godt stykke
rugbrød var bare guf og det er bestemt ikke sidste gang den skal
serveres!
Jeg vil rigtig gerne dele den med alle jer også, så i også får mulighed for at tænke lidt ud af boksen og dele dette måltid med jeres mindste for hold nu op hvor det smager overraskende godt!
Pandesteget fiskefilet med gulerodssauce (4 pers.)
8 friske fiskefileter (evt. skrubbe, ising eller lign. - vi brugte dog alm. rødspætter, for det havde jeg i fryseren)
salt og peber
lidt rugmel
1 spsk. olie
1 spsk. smør
Gulerodssauce:
200g gulerødder - gerne øko (skrællet vægt)
1 spsk. smør
1 tsk akaciehonning (er barnet under 1 år kan sirup eller agave sirup bruges)
fintrevet skal og saft af 1 usprøjtet citron
salt og peber
Sørg for at dine fiskefileter er friske - dette tjekkes ved at se om de
er faste i kødet og dufter af hav. Er de tørre, slimede og lugter af
fisk er den ikke god og jeg ville gå tilbage til fiskehandleren med dem
omgående!
Krydr fiskefileterne med salt og peber og vend dem i rugmelet.
Kom olie og smør på en varm pande, lad smørret bruse op og læg fileterne
på panden. Steg dem i ca. 1-2 minutter på hver side, så de bliver flot
gyldne og sprøde. Tag fileterne af panden og server dem med det samme,
så de er dejligt lune.
Gulerodssauce:
Skræl gulerødderne og skær dem ud i grove stykker. Sæt gulerødderne over
i en gryde med koldt vand, kom låget på og bring gryden i kog. Kog
gulerødderne i ca. 20 min. til de er møre. Kom gulerødder og halvdelen
af kogevandet i en blender sammen med smør, honning, citronskal og
-saft, salt og peber. Blend til en lækker cremet sauce.
Smag saucen til med ekstra salt, peber, citron eller honning, så saucen
finder en god balance mellem syre og sødme. Du kan altid justere
tykkelsen på saucen med kogevandet.
Server sammen med fiskefileterne og evt. lidt ekstra tilbehør i form af grøntsager, kartofler, ris eller på rugbrød.
Det skal jeg da prøve. Tak for opskriften:)
SvarSletHejsa Inge
SvarSletVelkommen på bloggen og velbekomme. Håber det er en lige så stor succes hjemme hos dig :)