onsdag den 24. maj 2017

Lækre sundere bananpandekager




Vi starter lidt i det små med en opskrift, jeg efterhånden har benyttet mig af rigtigt mange gange og som jeg sikkert kommer til at bruge mange, mange gange endnu.

De er nemme at lave og indeholder masser af gode sager. Mine børn kan godt lide at få dem til aftensmad, når vi er alene hjemme, men de er så nemme at lave, at de ofte også er blevet lavet til morgenmad... Endnu en fordel ved denne opskrift er, at jeg får brugt de sidste bananer, som er blevet spættet og som ingen alligevel gider at spise... win win if you ask me!

Du skal bruge:

2 modne bananer
3 æg
1 dl havregryn
1 dl grahamsmel eller fuldkornshvedemel
½ tsk. salt

Mos bananerne grundigt. Louise skriver på sin blog, at du sagtens kan bruge frosne bananer, hvis du har sådan nogle liggende. Tilsæt æg og rør det hele sammen med en gaffel.

Bland de sidste ingredienser i og rør grundigt til du har en ensartet masse.
Opvarm en pande med fedtstof, hæld dejen på panden og bag pandekagerne indtil de begynder at boble let i overfladen,

Kan nydes lune eller kolde.


lørdag den 13. maj 2017

En forsigtig genstart

Nu har bloggen efterhånden ligget stille i over 2 år og egentlig troede jeg ikke, at der skulle komme liv i den igen, da vi stødte ind i en del udfordringer omkring vores søn og hans autisme, der smittede meget af på, hvad han spiser. Det gjorde faktisk, at jeg i lang tid ikke rigtig havde lyst til at skrive om mad til børn, for hvem er jeg til at hjælpe andre på vej med maden, når mit ene barn spiser så begrænset og selektivt...

Men er vi et godt sted, hvor han er i udvikling med hensyn til maden og det har i den senere tid givet mig lyst til at skrive igen.

Vores yngste spiser næsten alt og også ting, som man ikke lige skulle tro en 3-årig havde lyst til at spise - fx cremefraiche direkte ud af bøtten, mellemlagret ost og tomater i rå mængder... Det er lidt sjovt at se den store forskel på hende og hendes storebror, men også hårdt og udfordrende på mange måder.

Det vil jeg skrive om i fremtidige indlæg og så vil jeg begynde at give indspark til lidt familievenlig måltider, lækre forslag til mellemmåltider og sundere slik...

Håber nogle igen har lyst til at følge med, selvom det er længe siden sidst...  


Print