mandag den 17. december 2012

Pressemedelse fra lovemade

For nogle dage siden modtog jeg følgende besked fra lovemade, som var stolte af at kunne berette, at de nu også er leveringsdygtige i babymad på den anden side af Øresund. lovemade har udvidet deres geografiske spændevidde og tager chancerne i det svenske:

lovemade mætter nu babymaver i Sverige
Den danske iværksætter og mor Silvia Wulff tager nu lovemade med over Øresund og introducerer dybfrossen økologisk kvalitetsmad til de svenske babyer. I sidste måned blev en fryser for første gang nogensinde integreret direkte i babymadshylden, og dermed er lovemade nu på hylderne i ICA Maxi i Haninge uden for Stockholm.

Drømmescenarie
De kommende måneder vil vise, hvordan de svenske forbrugere tager imod lovemade:
”Det er et drømmescenarie at komme ind på hylderne hos ICA. De har en meget stor markedsandel i Sverige, og en god introduktion i ’megamarkedet’ i Haninge vil være et perfekt afsæt til resten af det svenske marked”, siger Silvia Wulff. I Sverige har lovemade allerede etableret samarbejde med en svensk salgsorganisation for at have den rette styrke til en bredere lancering.

Stjernekokke
Det er de to danske stjernekokke Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, der med stor omhu og øje
for de bedste råvarer, har udviklet opskrifterne. Det er nordisk inspirerede retter med gode,
ærlige smagsoplevelser: gulerod & pastinak med saft af havtorn, ærter & pastinak med
koldpresset rapsolie, laks & kartoffel med laurbær og smør samt ragout med kartoffel, oksekød,
pastinak, tomat, hvidløg og laurbær.

Varm anbefaling
lovemade er også leverandør til Rigshospitalet i København, som siden 2011 har serveret
lovemade babymad på deres børneafdeling: ”Det giver selvfølgelig en rigtig god fornemmelse og
gåpåmod, at vi også kan skabe glæde på hospitalerne”, forklarer Silvia Wulff og fortæller, at hun
også har mødt interesse fra andre danske hospitaler, og hvem ved – måske de svenske hospitaler
i fremtiden også bliver interesserede.

Madmama er som ambassadør rigtig glad for den positive udvikling lovemade har været igennem og håber på, at lovemade slår hårdt igennem på det svenske marked, men også at danskerne får øjnene op for hvor lækkert et produkt dette er til vores børn, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken smag eller kvalitet (dette er ikke et sponsoreret indlæg!)

Held og lykke i Sverige!

søndag den 16. december 2012

Et lille pip og Glædelig Jul

Rigtig glædelig jul til jer kære læsere her på bloggen...

Desværre nåede jeg slet ikke alt det jeg havde ambitioner om at nå her på bloggen i løbet af årets sidste måned. Vi har været lagt ned af sygdom på sygdom og overskuddet har derfor været minimalt. Dette lover jeg dog ændre sig til næste år, hvor bloggen vender stærkt tilbage med flere overraskelser, nyheder og opskrifter til jeres små ynglinge...

Indtil da vil jeg sige tusind tak for året som snart er gået. 2012 har været et fornuftigt år for Madmama og jeg håber, at 2013 kan blive endnu bedre!

Må i alle nyde julen og komme godt ind i det nye år med jeres kære...

tirsdag den 20. november 2012

Gulerods- og squashbrød

Et alternativ til madpakken eller til suppen...

Gulerods- og squashbrød
½ pakke tørgær
2 tsk. sukker
1½ dl soyamælk, opvarmet (alm. mælk kan bruges her)
1 1/4 dl fulkornsmel
2½ dl hvedemel
½ tsk. karry
2/3 dl revet parmesan
1 lille gulerod
1 lille squash

Forvarm ovnen til 180 grader. Tag en aflang kage eller rugbrødsform (21x11 cm) og pensl den med olie. Rør gær og sukker sammen i en lille skål. Hæld mælken i lidt efter lidt og rør det sammen. Stil blandingen lunt, dækket med køkkenfilm i 10 minutter eller til overfladen skummer.

Sigt mel og karry i en stor skål. Lav en fordybning i midten og tilsæt ost, gulerod, squash og gøropløsningen. Blan det hele sammen med en kniv, til du har en blød dej. Vend den ud på et godt melet bord (dejen er ret klistret pga. squashen, så sørg for at have godt med mel på bord og hænder, når der skal æltes) og ælt den glat i ca. 3 minutter. Form dejen til en kugle og læg den i en stor oliesmurt skål. Sæt skålen lunt, dækket med køkken film i 10 minutter eller til dejen er hævet.

Slå luften ud af dejen og ælt den igen 2-3 minutter. læg dejen i den smurte form og sæt den lunt dækket med køkkenfilm i 10 minutter eller til dejen er hæbet.

Fjern køkkenfilmen og bag brødet i 30-35 minutter eller det det er brunt og gennembagt. Lad brødet stå i formen i 10 minutter inden det vendes ud og afkøles på en rist.

mandag den 12. november 2012

Kartoffel-græskar-pandekager

Nu hvor det er blevet græskartid, så er det måske ikke så dumt endda, at jeg har gemt denne opskrift til jer. En lidt anderledes spise og kan sagtens bruges som tilbehør til kød eller endda i madpakken...

Kartoffel-græskar pandekager
Ca. 10 stk.

200g kartofler, kogt og moset
300g græskar, kogt og moset
25g smør
3 sammenpiskede æg
45g hvedemel
½ tsk. bagepulver
salt, peber og lidt revet muskatnød
raps- eller olivenolie til stegning

Blend kartofler, græskar og smør helt glat. Rør æg i. Sigt bagepulver og revet muskatnød i melet og vend det i resten. Bag evt. et par pandekager til baby, inden der røres salt og peber i resten af dejen. De skal have ca. 3 min. på hver side ved middelvarme.

Prøv evt. at skifte alm. kartoffel ud med søde kartofler - det giver en dejlig pikant smag. Prik dem med en gaffel og læg dem i et ovnfast fad og giv dem mellem 45 minutter og 1 time i ovnen ved 200 grader. Skrab indholdet ud af skralden og følg da ovenstående trin.

lørdag den 3. november 2012

hjemmelavet pålæg - tunsalat

En anderledes variant end den købte med majs og rød peber - den er lige så velsmagende og er dit barn bare halvt så vild med syltede agurker, som min er, så vil de ELSKE denne salat. Den er rigtig god i sandwich men kan også bruges som forret til en familiekomsammen eller anden festlig lejlighed...

Tunsalat
1 ds tun i vand
1 spsk. mayonnaise (gerne øko eller hjemmerørt)
2-3 spsk. kvark eller cremefraiche
7-5 skiver syltet agurk (gerne hjemmesyltet) drueagurker kan også bruges, så brug dog kun 1 mellemstor
1/4 løg, finthakket
1 lille fed hvidløg
salt, peber og citronsaft
friske krydderurter

Hæld tunen til afdrypning i en si. Bland den med en smule mayonnaise, cremefraiche eller kvark til en smørbar masse. Tilsæt de finthakkede agurker, løg og hvidløg samt salt og peber og friskpresset citronsaft. Slut af med lidt friske krydderurter efter egen smag...

fredag den 2. november 2012

Hjemmelavet pålæg - hønsesalat

Endnu en klassiker i en anderledes støbning - det er slet ikke så ringe endda!

Hønsesalat
200g kogt hønsekød (mørt og ikke kogt tørt), skåret i små stykker
1 dl ærter, kogt i ½ minut
1 rød peberfrugt, skåret i små tern

Dressing:
1 dl surmælksprodukt evt. blandet med 1 spsk. mayonnaise
2 spsk. friskhakket persille
1 spsk. sød sennep (fx Søstrene Grenes sennep passer fortræffeligt hertil)
1 tsk. citronsaft
1 nip sukker (KAN UNDLADES)
salt og peber

Rør dressingen sammen og vend de øvrige ingredienser heri. Bland godt sammen og server evt. med ristet rugbrød eller en god grovbolle.

tirsdag den 30. oktober 2012

Sprøde Chokobolde

Denne opskrift er fra bogen Sundt Sødt og er en af de opskrifter fra bogen, som er aller nemmest at gå til. Alt hvad der kræves er to ingredienser og lidt tid og så har du en lækker og lidt sundere snack som godt kunne blive en del af Disney-snolderet hvis man synes eller brug den til de voksne som et lille sødt indslag på et ostebord f.eks. så her kommer opskriften:

Sprøde Chokobolde

100g mørk chokolade (gerne 80% kakaoindhold)
1 pose poppede hirse

Smelt chokoladen i en stor skål over vandbad. Hæld herefter de poppede hirse i chokoladen og rør forsigtigt rundt til hirsen er dækket af et tyndt lag chokolade. Læg dem til at tørre på et stykke bagepapir og hæld dem derefter i en lufttæt beholder.

Holdbarheden har vi ikke testet, da hele portionen forsvandt i løbet af en uge! De smager bare RIGTIG godt...


En lille Madmama update

Efter lang tids stilhed på bloggen grundet sygdom, er jeg nu stærkt tilbage og ihh hvor der venter mig en ordentlig bunke arbejde.

Madmamas Mødregruppetestere er så småt begyndt at vende tilbage med deres testresultater. De skal så behandles og samtidig venter der et interview med Netspiren forude. Facebookgruppen trænger også til en opdatering og så har jeg fået mig endnu en ny gæsteskribent hos mig som skal være en del af et nyt tiltag - nemlig råd om kost og vejledning til allergibørn. Det glæder jeg mig enormt meget til at få gang i og jeg håber det vil blive en succes på bloggen.

Madmama har også et nyt tiltag i ærmet, men hvad det er, må i vente med at se til vi rammer december - en lille overraskelse bliver det til og helt sikkert også med nogle godter til jer læsere derude...

Nu vil der igen komme gang i Madmama og fra nu af vil opskrifterne også begynde at komme med et hyppigere interval og ikke så længe vil jeg skyde gang i en lille konkurrence på bloggen med lidt lækre præmier.

Rigtig god læselyst!

torsdag den 4. oktober 2012

Mandelmælk og boghvedepandekager

Nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at få lånt et eksemplar af kogebogen Sundt Sødt af Pia Krøyer, som Mie har været så sød at dele opskrifter fra.
Jeg har fået afprøvet nogle enkelte opskrifter indtil videre, en der er stadig sat mange mærker i bogen, på ting jeg gerne vil prøve. Det første jeg vil dele med jer er opskrifterne på mandelmælk og boghvedepandekager. Det ene var et større hit end det andet, men det kommer jeg til senere, nu synes jeg lige, at jeg vil give opskrifterne videre og så kan i jo selv bedømme om i har lyst til at lave det...


Mandelmælk
(fri for sukker, gluten og mælk)

Du skal bruge:
2½ dl mandler
7½ dl koldt vand

Læg mandlerne i blød natten over (i køleskabet) Hæld vandet fra og kom mandlerne op i en blender sammen med det kolde vand. Kør blandingen indtil mandlerne er helt fint blendet. Hæld mælken igennem en finmasket sigte eller læg et saftklæde i en sigte og hæld mælken igennem.

Tip: Du kan også sagtens bruge både hasselnødder og valnødder i stedet for mandler og mælken skulle efter sigende smage ganske fortræffeligt i kaffe eller te!

Herhjemme synes vi at mælken havde en rigtig fin smag af mandler og var et godt afbræk til den traditionelle komælk. Mælken kan også bruges til bagværk, hvilket i min bog er et stort plus! Hvis du ikke lige har lyst til at stå og bakse med det derhjemme, så kan du også købe mandelmælk i diverse helsekostbutikker - de er dog lidt pebrede i prisen.

Boghvedepandekager
(fri for gluten og mælk)

Du skal bruge:
100g boghvedemel (eller boghvedegryn, som du så selv kværner til mel i din foodprocessor)
100g fuldkornsrismel (eller alm. rismel, som jeg brugte)
60g fintmalet havregryn
6 dl ris- eller mandelmælk (jeg brugte mandelmælk)
4 spsk. smeltet kokosolie (jeg er ikke hoppet på den bølge og brugte jordnøddeolie i stedet)
4 æg
2 tsk. bagepulver
1 tsk. stødt kardemomme
1 tsk. vaniljepulver (IKKE vaniljesukker!)
3 spsk. agavesirup
½ tsk. salt

Portionen rækker til cirka 12 pandekager

Pisk mel, havregryn, ris- eller mandelmælk, olien og æg sammen. Tilsæt bagepulver, kardemomme, vanilje, agavesirup og salt og pisk det hele samme til en jævn dej. Kan bages over bål eller på en stegepande hjemme på komfuret.

Er du vimmer disse pandekager er SÅ gode! Vi råspiste af dem og kunne slet ikke få nok! Det er virkelig et fantastisk alternativ til de traditionelle pandekager og så smager de herligt med lidt hjemmelavet bærsirup på! Skal man flotte sig, så ville en rigtig god vaniljeis også gå super godt dertil...

mandag den 1. oktober 2012

En børne-brunch

Vi ELSKER brunch herhjemme, men har ikke så tit været ude for at få det, fordi de steder vi godt kan lide enten ikke har haft deciderede retter til børn eller vi har skulle betale fuld pris for en mindre portion af en ret (hvilket jo er meget normalt, men synes det er lidt spild, når barnet jo ikke spiser en brøkdel af det der er på tallerkenen)... Så vi er blevet gode til at lave brunch herhjemme og vores lille gut er da også ret glad for udvalget på tallerkenen lige pludselig indeholder lidt sødere ting end normalt... Der findes helt sikkert meget sundere alternativer til det vi serverer her, men indimellem synes jeg det er okay lige at slippe tøjlerne og bare nyde lidt...

Her er mit foreslag til en lækker børnebrunch:


På tallerkenen er der: en drænet yoghurt med blendede hindbær og lidt agavesirup, serranoskinke, en halv brunch pandekage, scrambled eggs og lidt bacon, en stav port salut, melon og kiwi og dertil et groft hjemmebagt brød...

Hvad ville du selv lægge på sådan en bruchtallerken?

lørdag den 29. september 2012

Mellemmåltidsforslag nr. 1 - 12 mdr. +

Her ser du et af de mellemmåltider, som er et hit herhjemme:


Den består af lidt æblechips, lidt rosiner og lidt havrefras - det er nemt, ikke for sødt og sundere end så mange andre alternativer, der findes i dag. Du kan spice det lidt op ved måske at putte nødder, ostestænger eller lignende sammen med.

torsdag den 20. september 2012

Hjemmelavede æble- eller pærechips

Er der noget vi sætter stor pris på herhjemme, så er det sunde og billige alternativer til alt det søde vi kan få til børn i dag... Vores gut er ingen undtagelse, når det kommer til at have en sød tand og ærlig talt så har han det nok ikke fra fremmede...

En dag købte jeg i dyre domme en pose æblechips fra Urtekram, bare for at prøve det af og minsandten om ungen ikke var vild med det! Personligt synes jeg de var sure ad pommern til, men så tænkte, at jeg da selv kunne lave dem i stedet - så bliver de nemlig lavet af vores ynglingsæbler pink lady (pink crisps) eller en sød golden eller red delicious og det er SÅ nemt at du ville ønske, at du selv havde gjort det noget før...

Jeg vil anbefale dig at anskaffe et værktøj til at få kernehuset fjernet med, så du har ringe i stedet for stykker, så er det nemlig også muligt at tørre frugterne på en snor i køkkenet, det giver sådan en dejlig duft. Du kan faktisk få et rigtig billigt sæt hos IKEA, hvor denne kernehus-fjerner er en del af:


Her kommer opskriften på den hurtige version af, hvordan du selv kan lave disse sunde snacks til dine små:


Hjemmelavede æble- eller pærechips

2 af jeres ynglingsæbler eller pærer
Kernehusudstikker
2 bageplader beklædt med bagepapir

Tænd ovnen på 100 grader.

Skyld frugterne rigtig godt og tør dem af. Fjern kernehusene med kernehusudstikkeren, så der bliver et hul igennem frugterne, der hvor kernehuset var.

Skær frugterne i så tynde skiver som muligt (2-3 mm) og læg skiverne på bagepladerne. Sæt bagepladerne i ovnen og lad frugtskiverne bage i ca. 1-2 timer afhængig af tykkelsen. De skal være helt tørre, men må ikke få et brændt look.

Rigtig god fornøjelse!

Tip: Har i plads under loftet, så træk i stedet frugtskiverne på en snor (10-15 skiver pr. snor), bind enderne sammen og lad dem hænge et par age til ringene er helt tørre.

torsdag den 13. september 2012

Interview med lovemade

Alt imens Madmamas Mødregrupper har travlt med at teste produkterne, de har fået tilsendt, vil jeg her på bloggen bringe lidt interviews med nogle af de producenter/forhandlere, som har været med til at gøre testen en realitet og jeg vil starte med at bringe interviewet, jeg lavede med lovemade gennem mailkorrespondance.

Allerede fra første færd, hvor jeg fremlagde min forespørgsel for Silva og Sif hos lovemade om at deltage i Madmamas Mødregruppe test, blev jeg rigtig godt og positivt modtaget og jeg kunne mærke, at dette var nogle personer, som virkelig brænder for det produkt, de prøver at få frem til jer børnefamilier.

Da det har krævet lidt ekstra koordinering mht. at få lovemade sendt ud til Mødregruppen, har vi været i kontakt med hinanden over flere omgang og hver gang synes jeg, at kommunikationen har været rigtig god og meget imødekommende. Så derfor tusind tak til Sif og Silvia, fordi de har haft lyst til at deltage med deres produkt i vores test her på Madmama.

I starten af September sendte jeg en lille liste over de spørgsmål, jeg havde omkring lovemade til pigerne og meget hurtigt efter fik jeg et meget fyldestgørende svar retur. Jeg bringer her mit interview med lovemade og videregiver deres budskab til jer kære forældre!


Lovemade - vi siger nej tak til tilsætningsstoffer og ja tak til rene og økologiske varer!

Lovemade - navnet siger vidst det hele, kompromisløs kærlighed - kærlighed til gode råvarer, naturen og til vores unger, så kan det vidst ikke blive bedre?

Silvia Wulff, som i øvrigt er mor til to, er hjernen bag lovemade og hun har sammen med kokke-knægtene Nikolaj Kirk og Mikkel Maabjerg og i samråd med VIFFOS (Nationalt Videnscenter for Fødevarer og Sundhed) fremtryllet et produkt, som er uden sammenligning med andre producenters færdiglavede babymad. Lovemade skiller sig nemlig ud ved at være et fuldkomment rent færdiglavet produkt på frost - ikke på glas og ikke i pulverform, men ligesom den mos du selv ville lave til dine børn og fryse ned i små bøtter.

Lovemade er uden tvivl et hit taget i betragtning af den fokus, der er kommet på både økologi og sundhed de sidste mange år, men det var først da Silvia gik på barsel med sit første barn, at idéen til lovemade kom. Hun skriver, at behovet for at kunne give sin datter et nemt måltid mad i den travle hverdag – uden at være
nødsaget til at gå på kompromis med hverken kvalitet eller samvittighed simpelthen, ikke blev mødt af de eksisterende produkter på markedet og derfor følte hun, at hun måtte tage skeen i egen hånd, så at sige.

Navnet lovemade kom ikke som et lyn fra en klar himmel, men ud fra en svær og lang proces forklarer Silvia. Projektet blev fra start af kaldt for BELLY, men hun søgte et langt mere værdiladet navn inspireret af INNOCENT (smoothies og juice). "Det at navnet siger noget om produktet, det synes jeg er vigtigt", fortæller Silvia og i denne sammenhæng skulle navnet beskrive "ren og naturlig mad, lavet med kærlighed" - deraf kommer lovemade.

Jeg spurgte Silvia, hvad der gør lovemade anderledes i forhold til andet færdigproduceret babymad, der findes på markedet og hun fortalte, at lovemade for det første indeholder nøje udvalgte råvarer og for det andet, så foregår produktionen også anderledes. "Vi gør, som andre familier ville gøre derhjemme; koger maden i store gryder, blender og derefter fryser maden ned i små portioner. Herved bevares smagen, konsistensen og vitaminerne på den optimale måde" Den sidste forskel ligger i smagen - lovemade SMAGER og DUFTER af rigtig hjemmelavet mad - ikke noget med at få en kunstig dunst i synet, når man tager låget af bøtten. 

Lovemade kan ydermere være stolte af, at have vundet BEDST i Test af babymad i Oktober 2011, hvor det netop også var den gode og naturlige smag blev lagt vægt på ved kåringen. Du kan læse artiklen fra BT her: Lovemade BEDST i test

billedet er lånt fra lovemade.dk

Hvad smager lovemade så af og hvor kan man købe det, blev mit næste spørgsmål naturligvis og Silvia fortæller, at lovemade findes i 6 varianter, men kun fire af disse er tilgængelige i butikkerne, nemlig; gulerod & pastinak med havtorn (4 mdr), ærter & pastinak (6 mdr), kartoffel & laks (6 mdr) og ragout med oksekød (6 mdr). På nuværende tidspunkt forhandles lovemade bl.a. hos Kvickly, SuperBrugsen, Irma, nemlig.com og todoor.dk. I løbet af efteråret sker der dog ændringer på den front, hvorefter det kun bliver muligt at købe lovemade online hos nemlig.com og todoor.dk.

Jeg var også nysgerrig efter at vide, om Silvia havde nye idéer på tegnebrættet for lovemade på nuværende tidspunkt og til dette kunne hun fortælle, at de har masser af idéer for lovemade og håber meget på muligheden for at realisere alle de interessante tiltag, der arbejdes på for tiden. Lovemade får rigtig mange henvendelser fra forældre, som har gode idéer til sunde, naturlige og økologiske lovemade produkter, så der er stor interesse for lovemade og det lovemade står for.

Lige nu leder Silvia efter en partner og mere kapital til lovemade, så der kan statses mere aggressivt på bl.a. produktudviklingen. Med den største glæde kunne hun også fortælle, at lovemade snart lanceres på det svenske marked, hvilket de venter på med spænding. Så jeg håber her på Madmama, at de kære danske mødre i Sverige har lyst til at hjælpe lovemade med at blive et hit på den anden af vandet også.

Hvad er så fremtidsperspektivet for lovemade - hvor ser du lovemade om bare 3 år? Silvia håber på at lovemade igen er udbredt i dagligvarehandlen, at de har fået flere af deres nye produkter på markedet og dermed kan være med til at sætte fokus på sund og nem mad til de små på flere niveauer.

Ydermere håber Silvia også, at hun har ressourcerne til at imødekomme den store efterspørgsel, der er fra de mange nye markeder og mest af alt, at lovemade kan være med til at gøre en forskel og øge opmærksomheden omkring vigtigheden af, at babyer og børn ikke bare skal tilbydes ligegyldige og smagløse produkter, når det netop er bevist, hvor vigtige smagsoplevelserne de første to år af deres liv er.

Til slut spurgte jeg Silvia, hvilket råd hun kunne give videre til Madmama's læsere og meget selvsikkert svarer hun, at det måtte være: STOL PÅ DIG SELV!

Hun husker usikkerheden, fra da hun blev mor første gang. Alle de råd, og alle de som havde en mening om de ting du gjorde. Således er hendes råd, at du skal lytte til sig selv og sortere i alle de informationer og kommentarer du møder. Føl efter, sæt dine grænser og vær ok med det. Du er med sikkerhed en fantastisk mor!

Selvom dette har været et skriftligt interview med Silvia, har jeg hele vejen igennem kunne mærke kærligheden brænde igennem. Kærligheden til det hun laver, til den hun er og alt hvad hun brænder for - lovemade ER virkelig lovemade i ordets bogstaveligste forstand.

Har du lyst til at læse endnu mere om Silvia og lovemade kan du gøre det her: Lovemade - sund mad til små maver.

- Agnethe V. Thorsen /Madmama

torsdag den 6. september 2012

Madmamas Tortillas

Endnu en Madmama opskrift har set dagens lys - denne gang en aftensmadsopskrift... Håber i synes det lyder spændende og får lyst til at afprøve den...

Madmamas Tortillas
6-8 stk.

6-8 store tortilla wraps
500g hakket oksekød (du kan sagtens halverer mængden af kød og supplere op med flere grøntsager)
1-2 spsk. olie til stegning
2 gulerødder, revet
1 rød peberfrugt, i tern
½ squash, revet
1 glas taco sauce (jeg foretrækker Santa Marias men de billigere udgaver kan snildt også bruges)
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, revet

Alternative grøntsager: 1 revet persillerod/pastinak og/eller 100g frosne majs

Dressing:
250g cremefraiche
1½-2 spsk. tomatpure
Karry
Paprika
Salt & peber
lidt citronsaft

Alle grøntsager renses og klargøres til at komme i gryden. Varm olien op i en gryde og svits løg og hvidløg. Brun kødet af og tilsæt grøntsagerne og lad det stege lidt igennem... Tilsæt herefter taco sauce og rør det godt sammen. Skru lidt ned for varmen og lad kødsaucen simre i 10 minutter. Varm ovnen op til 180 grader.

Lav imens dressingen. Hæld cremefraichen op i en skål, tilsæt de øvrige ingredienser efter smag og rør det hele godt sammen. Smag til, så dressingen bliver tilpas salt, stærk, sødt og surt. Sæt dressingen til side og lad den trække mens resten laves færdig.

Tag tortillaerne ud af emballagen og læg en stribe kødsauce i den mængde du finder passende på tortillaen. Rul herefter tortillaen og læg den i et ildfast fad. Gentag dette med de resterende tortillas.

Sæt fadet i ovnen og bag tortillaerne i 10 minutter indtil de bliver gyldne. Tag fadet ud og lad det stå til afkøling ca. 5 minutter og server med dressing ovenpå...

Bon appetit...

onsdag den 29. august 2012

Madmamas grøntsags- og kerneboller

Den første Madmama opskrift ser nu dagens lys. Jeg har nemlig været kreativ i køkkenet og sammensat en opskrift på lækre kernefulde boller, som jeg rigtig gerne vil dele med jer. Bollerne kan sagtens spises som tilbehør til varm mad, som en eftermiddagssnack eller til frokost med pålæg.

  
Madmamas Grøntsags- og kerneboller
12 stk.

Du skal bruge:
280g hvedemel
220g fuldkornshvedemel
25g gær
3 dl vand
½ tsk. salt
1 spsk. honning eller evt. agavesirup (kan fås i bl.a. netto som spotvarer)
40g blødt smør
200g revet squash
75g blandede sesamkerner og hørfrø
1 æg

Hæld det lunkne vand i en skål og opløs gæret heri. Tilsæt mel, honning og salt og ælt det hele sammen. Ælt til sidst det bløde smør ind i dejen til den er smidig. Dette kan også gøres på røremaskine, her skal du bare passe på, at du ikke lader dejen køre for længe. Lad dejen hæve på et meldrysset bord og under et klæde i ca. 1 time.

Lav et hul midt i dejen og slå ægget ud heri. Hæld også den revne squash og de blandede kerner over dejen og ælt så det hele godt ind i dejen. Du kan med fordel bruge en dejskraber til at "hakke" squash og kerner ind i dejen.

Herefter deles dejen op i 12 boller, form dem og læg dem på en bageplade med bagepapir. Lad dem hæve lunt i 1 time.

Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er gyldne og gennembagte. Lad dem køle lidt af på en bagerist. Bollerne smager herligt lune med smør!

Rigtig god bagelyst!

Tip: Du kan med fordel også bytte squash ud med gulerod, rødbede, persillerod eller græskar. Du kan også, hvis du har lavet grøntsagsjuice, bruge det der er tilbage i centrifugen i stedet for at smide det ud. Det er nemlig fyldt med fibre og vitaminer stadigvæk.

tirsdag den 28. august 2012

Madmamas Mødregruppe tester - lukket for tilmelding

Så er der lukket for tilmeldinger til Madmamas Mødregruppe test og testpersonerne er valgt ud... De heldige testere vil modtage en mail med instrukser og herefter en dejlig testerpakke!

Tusind tak til alle jer, som har vist interesse for Madmammas Mødregruppe test!

Af nyheder kan jeg fortælle, at der snart vil komme nogle artikler om de, som har været med til at gøre denne test mulig at udføre. Madmama takker for den store hjælp og for samarbejdet.

lørdag den 25. august 2012

Frugtpålæg med sesamfrø

Du kender det fra supermarkedet og ungerne elsker det (eller de fleste jeg har hørt om i hvert fald) men hvorfor ikke prøve at lave det selv så... Her er i hvert fald opskriften på hvordan...

½ spsk. upolerede sesamfrø (basic ECO fx)
100g usvovlede, tørrede abrikoster (fx Urtekram)
100g tørrede dadler uden sten (fx Urtekram)
100g tørrede figner (fx Urtekram)

Rist sesamfrøene på en tør slip-let pande, til de springer. Klip stilkene af fignerne. Blend alle ingredienserne til en ensartet masse i en foodprocessor. Læg massen over på et stykke fedtafvisende papir og rul den til en pølse. Opbevares i papiret i en plastikpose i køleskabet. Skær tynde skiver af rullen, når den er kold.

Tip: Andre tørrede frugter kan også anvendes, ligesom der kan tilsættes finthakkede mandler eller andre nødder.

tirsdag den 14. august 2012

MadMamas Mødregruppe tester...

Jeg har fået den kæmpe store mulighed, at starte den første test her på bloggen, som består af testning af færdiglavet babymad...

Derfor sammensætter jeg min første MadMama Mødregruppe til at teste, har du lyst til at deltage så læs videre her:

MadMama Mødregruppe - Mariehønerne
Her har jeg brug for 3 mødre med babyer, som skal til at starte på deres første grød. Din baby er eller bliver snart 4 måneder og i vil gerne til at starte op på grød nu.

MadMama Mødregruppe - Sommerfuglene
Her har jeg brug for 3 mødre med babyer, som enten har en senere opstart eller måske har prøvesmagt lidt på grød allerede. Din baby er eller bliver snart 6 måneder.

MadMama Mødregruppe - Blåmejser
Her har jeg brug for 6 mødre til at teste mos, hvad enten det er den første mos eller om i har været i gang i et lille stykke tid. Din baby er mellem 4 og 6 måneder.

Har du lyst til at deltage i en af MadMama Mødregrupperne som tester, så skriv en mail til mig på følgende adresse: agnethe.thorsen@gmail.com, hvor du skriver hvilken gruppe, du godt kunne tænke dig at blive en del af, hvor gammel dit barn er og hvorfra i landet du kommer.

OBS: DER LUKKES FOR TILMELDING TIL TESTEN D. 28 AUGUST KL. 12:00 og herefter vil udvælgelsen til mødregrupperne ske.

Udvælgelsen af deltagerne i hver mødregruppe sker ved vilkårlig lodtrækning og alle har lige god chance for at blive valgt som testperson.

Hver deltager vil modtage en testerkasse indeholdende testprodukterne og spørgeskemaer for hvert produkt, som udfyldes fyldestgørende og sendes retur til MadMama. Vejledning og produktbeskrivelse vil også følge med i kassen.

Del rigtig gerne dette indlæg og bloggen med de mødre du kender også, så er du med til at sprede ordet om MadMama.

Tusind tak på forhånd!

MadMama

Hjemmelavet pålæg - æggesalat

Det er en del billigere, ser bedre ud og så kan du selv styre, hvad der er kommet i! Alt taler for, at du selv laver dit pålæg til både dig og ungerne - når du først har prøvet det, bliver det svært at omvende dig selv igen...

Æggesalat

3 æg, hårdkogte
½-1 æble
1 spsk. mayonnaise (gerne øko eller hjemmerørt, hvis det skal være luksus)
2-3 spsk. kvark eller cremefraiche
½ tsk. karry
1/4 løg
salt og peber

Pil æggene og hak dem. Skræl æblet, fjern kernehuset og skær det i bittesmå tern. Rør alle ingredienserne sammen og smag til med salt og peber.

fredag den 3. august 2012

Spinatpandekager med majs

Grønt i forklædning...

Spinatpandekager med majs
2 små portioner og 2 store portioner

300g g kogt spinat
125g majskorn (friske eller frosne)
75g hvedemel
1 æg og 1 ekstra æggeblomme
2 dl mælk
3 spsk. olie
salt, peber og revet muskatnød
raps eller olivenolie til stegning

Rør ægget sammen med mel. Tilsæt blommen, mælk, olie og krydderier. Vrid væden ud af spinaten og tilsæt spinat og majs. Lad dejen hvile 1 time i køleskabet. Hæld dejen ud i små klatter, der steges i olie ved moderat varme i ca. 3 minutter på hver side.

torsdag den 2. august 2012

Spinatgratin

Lidt grønt til de små poder...

Spinatgratin
2 små og 2 store portioner

250g spinat, kogt og befriet for væde, funthakket
150g hytteost
4 æggeblommer og 4 æggehvider
50g revet ost
salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader. Rør spinaten sammen med æggeblommerne, rør derefter hytteost og revet ost i. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i spinatmassen sammen med lidt salt og peber.
Hæld det hele i en smurt ovnfast skål og bag gratinen i ca. 30-45 minutter.

Servér som forret eller som tilbehør til fx fisk.


onsdag den 1. august 2012

Jordskokmos med æble

En cremet sød blanding, som den lille med garanti vil kunne lide. Den har lidt klumper fra jordskokkerne, så det kunne være en god mos at prøve, når den næste overgangsfase fra en glat mos til familiemaden skal påbegyndes...

Jordskokmos
1 portion

50g jordskok, skrællet og skåret i små stykker
50g æble, skrællet og skåret i små stykker
lidt persillestilke, grundigt skyllet
1 tsk. olie

Kog jordskok, æble og persillestilke i en gryde i vand, der lige dækker i ca. 15 min. Tag persillestilkene op, hæld kogevandet fra og gem det. Mos jordskok og æble groft med en gaffel. Tilsæt evt. lidt kogevand for at justere konsistensen. Til sidst røres olie i...



tirsdag den 31. juli 2012

Boghvedegrød med tahin - 6 mdr.

Kørt træt i det traditionelle havregrød/øllebrødsspor??? Så prøv noget nyt og forfriskende med en lækker smag af nødder uden at indeholde det...

Boghvedegrød med tahin
1 portion

1 dl boghvedeflager
2 dl koldt vand
1 tsk. olie
1 tsk. tahin UDEN salt (sesampasta) kan købes i glas i helsekostbutikker eller på nettet
lidt MM eller MME (undlades hvis barnet er ældre)

Bring boghvedeflager i kog i det kolde vand i en gryde. Kog det ved svag varme i 4-5 minutter mens du røre i gryden af og til. Når grøden er kølet lidt af, tilsættes MM/MME, tahin og olie. Tahin kan være svær at røre ud i grøden, da den klistre meget, så prøv at røre den ud i olien først.

Rigtig god fornøjelse...

mandag den 30. juli 2012

Kokos og bananmuffins

Vi ELSKER muffins her hos Madmama - det er den nemme og for det meste sunde alternativ til en snack eller et mellemmåltid og så kan vi voksne jo også altid guffe med på sidelinjen. Mie har afprøvet disse lækre muffins, de er helt uden sukker og fri for gluten, hvis du bruger glutenfri havregryn. Gode ser de i hvert fald ud og Mie lover at de er det!






Kokos og bananmuffis
12-16 stk. afhængig af ønsket størrelse

Du skal bruge:

200 g dadler
100 g mandler
75 g glutenfri havregryn (Har du ikke allergi kan du med fordel bruge alm. havregryn)
2 modne bananer
6 æg
½ tsk vaniljepulver (ikke sukker - kan købes i Kvickly)
1 tsk kanel
½ tsk kardemomme
150 g kokosmel

Kør det hele sammen til jævn masse i foodprocesser – køres et godt stykke tid.
Bages i 25 min på 175 grader.

søndag den 29. juli 2012

Pandekager med rodfrugt/kalkun (el. kyllinge-)mos

Et lidt alternativt forslag til aftensmaden - vi prøver stadig at få mindste manden til at kunne lide kylling, og med dette er det næsten lykkes...


Pandekage med rodfrugt/kalkun (el. kyllinge-) mos
50 g fuldkornsmel
50 g sigtet hvedemel
1 æg
3 dl sødmælk
Fedtstof til stegning

Tilbehør: Rodfrugt/kalkunmos

Bland mel, æg og halvdelen af mælken i en skål. Pisk resten af mælken i. Varm en lille pande med lidt fedtstof op. Hæld et tyndt, jævnt lag dej på den varme pande. Vend pandekagen til den er gylden på begge sider. Gentag med resten af dejen. Pandekagerne skal være tynde og gennembagte, da der er æg i retten.

Rodfrugt/kalkun (el. kyllinge-) mos
1⁄8 kålrabi, 70 g
1⁄3 pastinak eller persillerod, 75 g
2 mellemstore kartofl er, 120 g
1 mellemstor gulerod, 80 g
Min. 1 tsk. fedtstof
Rest af kogt/stegt kalkun eller kylling

Skræl rodfrugterne og kartoflerne, og skær dem ud i mindre stykker. Kålrabien er lidt længere tid om at blive mør end de andre grøntsager. Skær den derfor i mindre stykker end de andre rodfrugter. Læg rodfrugterne i en gryde og dæk dem med vand, og lad dem koge til de er møre. Stik med en gaffel – glider de af, er de
færdigkogte.

Blend det hele sammen med fedtstof og kød, og server mosen mens den er lun.

lørdag den 28. juli 2012

Appelsin og blommemos

Jeg bliver lige nødt til at dele denne med jer, da den er et hit herhjemme og faktisk også kan bruges til at lave hjemmelavet is med fordi saft og frugtkød sis fra hinanden. Husk at vi skal begrænse madspil, så det er om at genanvende det vi kan...

Nu ligger opskriften inde under fra 4 måneder, selvom det faktisk først anbefales, at give citrusfrugt fra 2 års alderen. Grunden til anbefalingerne er allergi og overfølsomhed kan være stor ved citrusfrugter, men prøv dig frem, det kan være en god mos her i varmen, den er rigtig frisk og lækker...

 Appelsin og blommemos

1 sød blomme
1 appelsin

Skræl appelsinen og fjern stenen fra blommen. Skær appelsin og blomme i mindre stykker. Blend det
sammen. Si saften fra. Saften kan gemmes og anvendes som juice.

Til de mindste børn skrælles blommen inden den blendes, mens det ikke er nødvendigt til
de større børn.

fredag den 27. juli 2012

Aftensmads menuforslag - 7-8 mdr.

Nu er det vidst på tide, at jeg også kommer på banen selv igen med et indlæg, så det ikke kun bliver søde Mie, der driver bloggen fremad...

Jeg har valgt at lave et lille billedindlæg over menuforslag til de små poder, som nu kan begynde at spise familiens mad også. Opskrifterne kan du finde på bloggen og de opskrifter, som ikke ligger på bloggen vil blive postet i nærmere fremtid.

Håber i kan finde god inspiration her:

Båndspaghetti med stegt kylling, majs og rødbedemos

Grøntsagstortillas med dampet laks og rødbedemos

Kartoffelmos med karrysauce, gulerodsmos, ananasstykker og kødbolle

Kartoffelmos med karrysauce, gulerodsmos, kogt kylling og omelet med persille

Kartoffelmos med persillesauce, pæremos, dampede gulerodsstykker og kogt hamburgerryg

Kødboller med pasta i karrysauce, dampee grøntsager og ananasstykker

Rodfrugtmos med hjemmelavet kyllingeburgerbøf

Spaghetti og kødboller med grønne bønner

Stege kartofler med dampet blomkål, ostetern og kogt kylling

torsdag den 26. juli 2012

Madmama på FACEBOOK!!!

Det nyeste tiltag for at gøre Madmama endnu mere udbredt er den nye Facebook side bloggen har fået... Nu håber jeg, at publikum kan blive endnu større og endnu flere kan søge inspiration her...

Madmama på Facebook

onsdag den 25. juli 2012

Vandmelonis

I denne varme har vi da vidst alle brug for lidt lækkert til at køle os ned med og hvis vi har det varmt, så må det da være dobbelt slemt for de små poder!

Mie har været RIGTIG god i sin timing med netop denne opskrift, som du nemt kan bikse sammen uden de helt store armbevægelser. Isen er uden sukker, uden mælkeprodukter, fri for æg og FYLDT med frugt og se lige en guldklump, der nyder sin is her:

 Billederne er venligst udlånt af Mie, Madmamas gæsteskribent.

Så kan man kun være sikker på at det smager godt!

Vandmelonis der smager af mere!

Du skal bruge:
1 kg kernefattig vandmelon
5 spsk Fiordi frutta jordbærmarmelade(kan købes i Kvickly og er marmelade UDEN sukker)
½ tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker, kan købes i Kvickly)
2 tsk citronsaft
2 spsk agavesirup

Alle ingredienserne blendes til ensartet masse og laves enten i ismaskine eller ved at putte det i fryseren og røre i massen med jævne mellemrum.

Mie og familien brugte ismaskinen, prøvesmagte den lækre is og resten blev gemt i en beholder. efter den havde været en tur i ismaskinen (og vi havde prøvesmagt den) resten i beholdere, man selv laver is i.
Og dagen efter havde vi den lækreste hjemmelavede ”sodavands”is. 

Rigtig god fornøjelse - håber i nyder sommervarmen!

Sunde stænger

Vi kender alle de der frugt/figenstænger man kan købe fra Castus i supermarkedet i den smarte indpakning og som mange børn guffer i sig med glæde! De er også rigtig praktiske, men problemet er jo, at du reelt set ikke aner, hvad der er i dem, selvom der står på pakkerne, at de ikke indeholder tilsætningsstoffer m.v.

Jeg fik et tip af en mor en dag, som bruger dem som fredagsguf til sine børn - hun sidestiller det nemlig lidt med slik også selvom det er frugtsukker, de indeholder - at hvis du Castus figenpålæg i stedet kan du spare en del penge og børnene er jo sikkert ligeglad med om de kommer i en stang eller en plade skåret i stænger.

Jeg vil ikke anbefale at børnene får det i store mængder hver dag, men en halv stang til dessert eller et mellemmåltid bliver der også langet indover herhjemme. Dog har Mie lige sendt mig det seneste indlæg til bloggen på hjemmelavede stænger, så hvorfor ikke prøve dette alternativ. Her kan du være sikker på, hvad der er i det du servere for dit barn og de vil helt sikkert elske det, hvis de sætter pris på Castus' stænger!

Her er to varianter at vælge imellem begge uden sukker, fri for gluten:


Sunde stænger med nødder og kakao (stængerne til venstre)
(8 store eller 16 små)

Du skal bruge: 
100 g dadler uden sten
50 gram tørristede hasselnødder
50 gram mandler (de behøver ikke at være smuttede)
2 spsk ren kakaopulver (kan købes i helsekostforretninger)
1 tsk Fiberhusk (kan købes i velassorterede supermarkeder eller hos helsekostforretninger)
2 spsk kokosolie (kan købes i Netto eller hos helsekostforretninger)
½ tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker, kan købes i Kvickly)

Hasselnødderne brunes på en tør pande. Alle ingredienserne puttes herefter i foodprocesser og kværnes til ensartet masse.
 
Massen bliver varm og fedtet, så kan med fordel puttes i køleskabet 10 min før du arbejder videre.
Den skal dog ikke blive helt kold, da olien sørger for at drysset hænger på.
 
Rulles i den form man nu ønsker og så trilles de i det drys du godt kunne tænke dig at prøve.

Mie har rullet disse i almindelig havregryn, men ønskes glutenfri, kan man købe glutenfri havregryn.

Efter "rulning" stilles de i køleskabet og nydes når de er blevet kolde
.

Sunde stænger med mandler og vanilje (stængerne til højre)
(8 store eller 16 små)

Du skal bruge:
75 g dadler uden sten
40 gram abrikoser (soltørrede uden tilsat sukker - gerne økologiske, da disse ikke indeholder svovl)
75 gram mandler (de behøver ikke at være smuttede)
50 g kokosmel
1 tsk fiberhusk
25 gram havregryn (ønskes glutenfri købes glutenfri)
2 spsk kokosolie (Kan købes i netto eller helsekostforretninger)
1 tsk vaniljepulver(ikke vaniljesukker, Kan købes i Kvickly)

Følg samme procedure som i opskriften ovenfor.

Mie vendte disse stænger i en blanding af finthakkede valnødder, hasselnødder, mandler, solsikkekerner, lidt kakaonips (kan købes i helsekostbutikker eller på nettet) og blandet med sesamfrø og lidt havregryn.

Du kan også vende dem i en anden slags drys - her er det kun fantasien der sætter grænserne.

Rigtig god fornøjelse!

mandag den 23. juli 2012

Sund Chokoladekage

Mie har rigtig været i gang i køkkenet, hvor hun uden tvivl får hjælp af sin lille guldklump Silke, som bare er SÅ dygtig. De har fået kreeret en dejlig kage, som du enten kan bruge til en eftermiddagssnack eller måske en dessert. Her kommer i hvert fald opskriften på en:


Sund Chokoladekage
minus sukker, minus gluten

Du skal bruge:
300g dadler
200 stk. mandler (du behøver ikke smutte dem først)
3 spsk ren kakaopulver (kan købes i helsekostforretninger eller på nettet)
75 gram kokosolie (Urtekrams kan fås i netto og kan ellers købes i helsekostforretninger eller på nettet)
2 modne bananer
1 tsk vaniljepulver (ikke vanillesukker, men pulver. Kan købes i Kvickly)
2 tsk kanel
½ knsp salt
6 æg
(hakkede hasselnødder til pynt)

Alle ingredienser puttes i en foodprocessor og kværnes til en jævn masse. Fordel dejen i en rund bageform/springform med bagepapir i og nødderne drysses henover. 

Bage kagen ved 175 grader i ca. 40 min. 

Velbekomme!

Sundt Sødt - Ananas Kokos is

Så er gæsteskribenten Mie igen på spil. Hun har købt en lækker bog fyldt med sunde opskrifter på snacks m.m til børn og voksne og testet en del opskrifter af allerede. Dem har jeg fået lov til at dele med jer kære læsere på Madmama.

Bogen hedder Sundt sødt og kan købes i Netto lige nu på tilbud. Ellers kan den købes i Bilka, Føtex og ikke mindst hos din lokale boghandler.


En af de første opskrifter Mie fik testet var Ananas Kokos is, som måske kan blive rigtig relevant at afprøve med det sommervejr, der er blevet lovet den kommende uge og her kommer opskriften til jer.

Ananas Kokos is
uden sukker, uden mælk, fri for æg, fyldt med frugt

Du skal bruge:
500 gr frisk eller frossen ananas
10 dadler uden sten
2 bananer
1 ds kokosmælk
1 tsk vaniljepulver
3 spsk kokosmel

2 spsk rå kakaonibs, finthakket (Kan købes i forskellige helseforretninger eller over nettet)

Blend alt undtagen kakonibs i blender til ensartet masse. Rør de rå nibs i massen.

Kør blandingen på en ismaskine eller smide den i fryseren og rør med jævne mellemrum til isen har sat sig og er lækker og cremet. Du skal røre i den for at undgå at isen krystallisere.

Mies kommentar til isen: Den var ret så god den her is!

onsdag den 27. juni 2012

Mies GUDE-muffins

Jeg var så heldig, da jeg postede opskriften på gulerodspandekager i går at få en opskrift på nogle absolut lækre muffins bytte. Dem har jeg prøvet af i dag og de er et hit både blandt store og små og så er det en sundere version end man måske er vant til med de hersens muffins.

Så jeg vil sige en stor tak til Mie, som har været så sød at lade mig dele opskriften med jer kære læsere og jeg kan kun sige, at jeg skulle have lavet dobbeltportion, for de kommer til at forsvinde som dug fra solen herhjemme. Manden får en lille portion med på arbejde i morgen og så har vi lidt til os selv til det lille mellemmåltid om eftermiddagen, så kan Elias og jeg lige dele sådan en sag og gnave lidt grønt i os ved siden af...






Mies GUDE-muffins (12-16 stk.)

2 æg
100 g sukker
Korn af ½ vanillestang
300 gram moste bananer
100 g rugmel
25 g solsikke kerner (jeg brugte hørfrø)
1½ spsk bagepulver
75 g friske blåbær (jeg brugte drænede, optøede blåbær)
1 spsk ingefærsaft

Pisk æg, vanillekorn og sukker luftigt. Mos bananen og vend det i massen. Bland mel, bagepulver og kerner og vend det i massen.
Riv ingefær og pres saften deraf. Vend derefter ingefærsaft og blåbær i dejen.

Fordel dejen i muffinformene og bag dem ved 175 grader i en forvarmet ovn i ca 20 min.

Rigtig god fornøjelse!

tirsdag den 26. juni 2012

Krudtuglens første mad - et slag for økologien

I min søgen efter forskellige økologiske varer på nettet stødte jeg på denne lækre side - Økobarn - og synes det ville være en god ting at dele med jer kære læsere også. Siden er drevet af Økologisk Landsforening og giver god viden omkring økologiske råvarer samt tips og idéer til økologisk madlavning.

Jeg har valgt at jeg herinde gerne vil dele nogle af opskrifterne fra deres brochure Krudtuglens første mad, som du kan finde HER, da de simpelthen lyder så lækre og så har i muligheden for selv at læse brochuren som er hjælp, når i selv skal i gang med den første skemad derhjemme. Den fortæller om de forskellige råvarer, hvornår din lille pode kan spise hvad og sammenligner ikke-økologiske varer med de økologiske. Brochuren er udgivet i samarbejde med Nestlé.

På resten af siden finder du en masse information om økologi generelt, idéer og opskrifter til babymad, jeres familiemad også til vegetarer og 10 gode grunde til at vælge økologi til i din hverdag.

Jeg synes det er en rigtig god og informativ side. Den kan godt være lidt skræmmende med alle de facts der lægges for dagen, men jeg tror også siden kan være med til at vi lige tænker en ekstra gang over, hvad vi putter i vores kurv af råvarer og udsætter vores krop for. Jeg er ikke øko-fanatiker, men jeg går ind for at vi har et frit valg og med alle de informationer på denne side, kan vi også bevidst vælge eller fravælge økologien. Jeg vælger selv til, hvor jeg har råd og det jeg altid køber økologisk er mine havregryn, Elias' sødmælk og æg.

Jeg håber i vil tage et kig derind om ikke andet, så for at få en masse ny viden og inspiration, som i kan føre videre med jer.

Rigtig god fornøjelse...

Gulerodspandekager + bonus

Jeg var så heldig at få lov til at dele denne lækre opskrift med jer fra en anden sød blogger og i dag har jeg så selv fået den afprøvet herhjemme og det med succes!
Det var simpelthen et hit - Elias rå-spiste 1½ pandekage plus lidt ananas dertil. Han er ved at få hjørnetænder og derfor er det lettere begrænset, hvad han har lyst til at spise for tiden... Dette ville han rigtig gerne have og heldigvis!

Jeg selv spiste en enkelt pandekage til frokost med lidt hjemmelavet ananas/tomat salsa og jeg var bestemt også overrasket over hvor gode pandekagerne var! Helt klart anbefalelsesværdige. Det gode er, at du faktisk kan udskifte gulerod med broccoli og sikkert også andre opskrifter, men det har vi ikke prøvet endnu. Der skal nok komme en ny opskrift, hvis jeg får afprøvet dette.

Men her kommer den lækre opskrift jeg har fået lov til at dele med jer:


Gulerodspandekager (5-6 stk.)


100g gulerod
1 lille løg (ca. 30 g)
1 æg
1 dl mælk
ca. 4-5 spsk. mel
salt og peber
krydderier efter smag - jeg brugte lidt hvidløgspulver, paprika og timian

Olie til stegning

Skræl gulerødder og løg og kom dem i blenderen. Kør det sammen til det bare er en grov blanding og tilsæt så æg, mælk, mel og krydderier

Varm panden op og hæld olie på. Hæld dejen på panden i mindre eller større pandekager og steg dem til de er gyldne på begge sider og gentag processen til der ikke er mere dej.

Server evt. sammen med lidt gnavegrønt, frugt, guacamole, humus eller lign.

Som bonus får i også lige min lille opskrift på ananas-tomat salsa - den anbefales dog ikke til børn UNDER 1 år.

Ananas-tomat salsa

3 modne cherrytomater
1 ananasring eller 2 tsk. ananas i tern
½ tsk. honning
1 dråber flydende vanilje
salt og peber

Skyld tomaterne og skær dem i kvarte. Tag kernerne ud og hak dem fint. Kom det op i en lille skål og sæt til side. Hak ananasstykkerne fint og kom dem op til tomaten. Hæld honning, vanilje og salt og peber over ananas og tomater og bland det hele godt sammen. Lad blandingen hvile i 5 minutter og servér evt. til gulerodspandekagerne ovenfor eller som tilbehør til kylling og gris.

onsdag den 20. juni 2012

Lækker morgengrød

Er du som jeg kørt lidt træt i den evige skiften mellem øllebrød og havregrød og synes du dine poder (og du selv måske) trænger til lidt forandring i morgenmaden?

Den skal stadig være ligeså mættende som de andre slags grød men må gerne have lidt mere smag - er det nogle af de kriterier du har for din og dit barns morgengrød, så kan du med fordel afprøve denne opskrift, som jeg fandt i Claus Meyers Mad til de mindste på en dejlig morgengrød med hele 3 forskellige slags gryn/flager...

Dog skal du være opmærksom på at denne grød tager længere tid at lave end den gængse havregrød, da den indeholder lidt flere og grovere ingredienser, så lav den aftenen før og varm den op sammen med et skvæt mælk eller vand næste morgen. Den begår sig ganske godt med bananstykker i, men du kan også putte både friske og frosne bær i.


Godmorgengrød
(4 børn)

½ dl knækkede speltflager (jeg brugte bare alm. speltflager fra Urtekram)
1 dl havreflager/gryn (gerne grovvalsede, hvis du har større børn)
½ dl. hirseflager
vand
1/4 tsk. salt (jeg halverede saltet fordi jeg ikke mente det var nødvendigt med så meget salt)
1 spsk smør

evt. 150g blandede friske eller frosne bær (alternativt andet frugt eller frugtmos)

Rist først alle flager forsigtigt i 5-10 minutter i en gryde, så de begynder at dufte nøddeagtigt og poppe.

Kom så vand på, så det lige dækker og tilsæt salt. Bring gryden i kog, kom låg på og skru ned på lav varme og lad grøden småsimre i 20 minutter. Rør i grøden et par gange undervejs, så den bliver kogt jævnt og ikke sætter sig. Tilsæt lidt vand undervejs, så grøden ikke koger tør.

Tag gryden af varmen, kom smør og friske bær eller banan ned i grøden og vend den forsigtig rundt. Server grøden lun.

Grøden kan også bruges til dessert og serveres med andre frugter alt efter hvad sæsonen byder på. Vælger du at bruge frosne bær, så lad dem koge med de sidste minutter til de er gennemvarme, men uden at de smatter ud.

Rigtig god fornøjelse...

lørdag den 2. juni 2012

Pandestegt fiskefilet med gulerodssauce

Så kom der lidt gang i mad til børn igen og i sidste uge, da maden skulle være lidt nem og ikke for tung, tog jeg Meyers Mad til de mindste ned fra hylden og fandt en lækker opskrift på fiskefilet med gulerodssauce...

Vi plejer normalt at spise vores fiskefilet med kartofler og persillesauce eller på rugbrød med remoulade på toppen, men denne anderledes version på et godt stykke rugbrød var bare guf og det er bestemt ikke sidste gang den skal serveres!

Jeg vil rigtig gerne dele den med alle jer også, så i også får mulighed for at tænke lidt ud af boksen og dele dette måltid med jeres mindste for hold nu op hvor det smager overraskende godt!


Pandesteget fiskefilet med gulerodssauce (4 pers.)
8 friske fiskefileter (evt. skrubbe, ising eller lign. - vi brugte dog alm. rødspætter, for det havde jeg i fryseren)
salt og peber
lidt rugmel
1 spsk. olie
1 spsk. smør

Gulerodssauce:
200g gulerødder - gerne øko (skrællet vægt)
1 spsk. smør
1 tsk akaciehonning (er barnet under 1 år kan sirup eller agave sirup bruges)
fintrevet skal og saft af 1 usprøjtet citron
salt og peber

Sørg for at dine fiskefileter er friske - dette tjekkes ved at se om de er faste i kødet og dufter af hav. Er de tørre, slimede og lugter af fisk er den ikke god og jeg ville gå tilbage til fiskehandleren med dem omgående!

Krydr fiskefileterne med salt og peber og vend dem i rugmelet.

Kom olie og smør på en varm pande, lad smørret bruse op og læg fileterne på panden. Steg dem i ca. 1-2 minutter på hver side, så de bliver flot gyldne og sprøde. Tag fileterne af panden og server dem med det samme, så de er dejligt lune.

Gulerodssauce:
Skræl gulerødderne og skær dem ud i grove stykker. Sæt gulerødderne over i en gryde med koldt vand, kom låget på og bring gryden i kog. Kog gulerødderne i ca. 20 min. til de er møre. Kom gulerødder og halvdelen af kogevandet i en blender sammen med smør, honning, citronskal og -saft, salt og peber. Blend til en lækker cremet sauce.

Smag saucen til med ekstra salt, peber, citron eller honning, så saucen finder en god balance mellem syre og sødme. Du kan altid justere tykkelsen på saucen med kogevandet.

Server sammen med fiskefileterne og evt. lidt ekstra tilbehør i form af grøntsager, kartofler, ris eller på rugbrød.

mandag den 21. maj 2012

Annas hjemmelavet drikkeyoghurt

Jeg fik lige muligheden for endnu en gang at introducere en gæsteskribent på bloggen, nemlig Anna, som er mor til Carl og har endda sit eget lille sted her i blogland. Har du lyst til at følge Anna, Carl og Axel i deres gøren og laden, så læs med her: Carls Candy

Anna luftede en dag en lille note om, at hun selv laver drikkeyoghurt til Carl, som han kan have med i vuggestuen og så blev man jo lidt nysgerrig. Jeg fik også lov til at dele opskriften med jer kære læsere og skal helt bestemt selv have afprøvet denne lækre sag, som jo sagtens kan være en del af et sundt og velnærende mellemmåltid.


Hjemmelavet drikkeyoghurt
A38 eller anden sødmælksyoughurt uden smag, tilsætningsstoffer, sukker o.lig.
Sødmælk til at fortynde med
evt. lidt frugtmos (uden sukker)
1 tsk. usaltet økologisk tahin (sesampasta) kan købes hos forskellige helsekostbutikker

Kom det hele i en flaske (som også må bruges til fødevareopbevaring) og ryst det godt sammen (tahin er ret  klæbrigt) Det er bedst at lave yoghurten dagen før, så det tager mere smag.

Rigtig god fornøjelse med rysteriet og kom endelig gerne på feedback, når i ar fået afprøvet denne spændende sag!

torsdag den 3. maj 2012

Saucer - eller Sovse om man vil...

For nogle dage siden kom der en lille forespørgsel på forskellige slags saucer, der kan bruges til at lokke maden lidt lettere ned i de smås maver og sauce er bestemt en rigtig god måde at gøre det på plus så kan man sikre sig at baby også får den rette mængde mælk og fedtstof (i hvert fald når de er under et år) ved hjælp af sauce til maden...

Vi har også brugt det herhjemme og Elias' favoritter er helt klart karrysauce, tomatsauce og brun sovs (ja jeg ændrede lige udtryk der, for herhjemme er den brune altså tykkere end de andre og hvis det skal være virkelig fancy og festlig kommer der også fløde og lidt frugtgele i)...

Det skal lige siges, at jeg som hovedregel altid laver opbagt sauce - det der med at jævne saucen har jeg aldrig rigtig haft tålmodighed til, men hvis du er mere tryg ved jævning, så gør du selvfølgelig bare det i stedet, så skal du bare lige tænke over, at der så ikke rigtig er noget fedtstof i saucen.

Her kommer lidt opskrifter på nogle saucer og efterhånden som jeg støder på nye og får dem afprøvet, så skal jeg nok videreformidle resultatet...

Karrysauce (opbagt) (kan også bruges til at lave en paprika sauce)
2 spsk. flydende margarine eller smør
3 spsk. hvedemel
2 tsk. karrypulver (fåes i mange forskellige varianter, vælg den, der passer dig og baby bedst - herhjemme er det en mild og mellemstærk karry vi blander sammen)
kogevand fra enten kartofler eller kødboller
mælk

Start med at smelt margarinen i en gryde. Tilsæt hvedemelet og rør det til en tyk masse. Rør karrypulver op med lidt koldt vand fra hanen og hæld det så i margarinemassen i gryden. Hold lidt tilbage af karryvandet til at smage til med senere.
Pisk det godt igennem og tilsæt herefter lidt (1 dl) af kogevandet fra kartofler eller kødboller. Lad blandingen tykne og hæld derefter mælk i og lad det koge op. Tilsæt mælk indtil saucen har den tykkelse baby og du selv foretrækker og smag til med karryvandet og lidt salt (hvis baby er over et år)

Hvid sauce (opbagt)
2 spsk. flydende margarine eller smør
3 spsk. hvedemel
kogevand fra kartofler
Mælk

Start med at smelt margarinen i en gryde. Tilsæt hvedemelet, pisk det godt igennem og tilsæt herefter lidt (1 dl) af kogevandet fra kartofler (eller kogt vand). Lad blandingen tykne og hæld derefter mælk i og lad det koge op. Tilsæt mælk indtil saucen har den tykkelse baby og du selv foretrækker og smag til med lidt salt (hvis baby er over et år)


Tomatsauce 1 (opbagt)
2 spsk. flydende margarine eller smør
3 spsk. hvedemel
1 spsk. tomatpure (1½ spsk. hvis den skal være lidt stærkere)
kogevand fra kartofler eller alm kogt vand
Mælk

Start med at smelt margarinen i en gryde. Tilsæt hvedemelet, pisk det godt igennem og tilsæt herefter tomatpure og lidt (1 dl) af kogevandet fra kartofler (eller kogt vand). Lad blandingen tykne og hæld derefter mælk i og lad det koge op. Tilsæt mælk indtil saucen har den tykkelse baby og du selv foretrækker og smag til med lidt salt (hvis baby er over et år)

Tomatsauce 2 - kan også bruges til spaghetti og kødboller

1 spsk. olivenolie
½ lille løg, finthakket
400g hakkede og flåede tomater på dåse
1 spsk. tomatpure
1 tsk. tørret oregano
peber

Varm olien op i en kasserolle og tilbered løgene ved svag varme i ca. 5 minutter til de er bløde, men ikke brune. Tilsæt de hakkede tomater, tomatpure, tørret oregano og en lille smule peber. Tilbered ved svag varme i 5-10 minutter, til saucen har den konsistens som baby og du selv foretrækker. Hvis du bruger denne til et mindre barn end 7 måneder, så skal saucen blendes inden brug.

Ostesauce
25g usaltet smør
1 spsk. majsmel
300 ml mælk
85g revet cheddarost
½ tsk. dijonsennep

Kom smør, majsmel og mælk i en kasserolle. Bring i kog ved svag varme og under konstant omrøring. Når saucen er fortykket tilsættes ost og sennep. Rør rundt til osten er smeltet og tag kasserollen af varmen.


Grøntsagssauce (tilberedning 30 minutter)
1 spsk. vegetabilsk olie
1 lille løg, finthakket
1 lille gulerod, finthakket
½ rød peberfrugt uden kerner og hakket fint
1 lille courgette, hakket (squash kan også bruges men kun halvdelen af en lille en)
100 ml grøntsagsbouillon
200 ml passata tomatsauce (kan bl.a. købes i Føtex og Bilka)
2-3 friske basilikumsblade

Varm olien op i en kasserolle og tilbered løg og gulerødder i 5 minutter. Tilsæt peberfrugt og courgette og tilbered i 1-2 minutter. Tilsæt bouillon, læg låg på og lad det simre i 15 minutter. Tilsæt herefter passata og basilikum og lad saucen reducere og tykne lidt. Purér med en stavblender til den ønskede konsistent.

lørdag den 28. april 2012

Smoothies - et godt mellemmåltid

Herhjemme er vi så småt begyndt på at servere smoothies til et af mellemmåltiderne og indtil videre er det gået med stor succes, de skal dog ikke være helt så kolde, som vi voksne gerne vil have dem, hvis vi skal have vores små poder til at falde for dem...

Normalvis er jeg ikke fan af smoothies med yoghurt eller andre surmælksprodukter i det hele taget, men tager det bare med frugt og juice blendet sammen. For Elias' skyld har jeg så forsøgt mig med at tilsætte en lækker økologisk yoghurt for at få noget tyngde i sammen med frugt og lidt presset appelsinsaft, har du en saftpresser kan det sagtens være andre slags frugtsaft du tilsætter for at få en lidt tyndere konsistens, så barnet kan drikke den af glas uden problemer.

Her er lige et par forslag til  nogle klassiske smoothies du kan lave til din lille gut eller gutinde:
  • Ananas og jordbær
  • Banan og hindbær/brombær
  • Banan og jordbær
  • Banan og blåbær
  • Fersken og hindbær
  • Nektarin og hindbær
Tilsæt yoghurt og frugtsaft og blend det hele sammen til en lækker smoothie. Husk at lade den stå lidt, hvis du bruger frosne bær og frugter, så den ikke er så kold, når barnet skal have den.

Kom endelig gerne med flere forslag - hvad virker for jer derhjemme, hvad er jeres børn helt vilde med???


torsdag den 26. april 2012

Grøntsagslasagne - brug dine rester!

En super god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på er helt klart at smække en lækker grøntsagslasagne sammen. Dette kan gøres på mange forskellige måde og have vidt forskelligt indhold alt efter hvad du har i din skuffe eller fryser men det eneste vi er sikre på, der er gengangere er Lasagneplader, revet mozzarella og Bechamelsauce i forskellige afskygninger...

Min grøntsagslasagne indeholdt:
  • Champignoner
  • Gulerødder
  • Hvidløg
  • Porre
  • Squash
  • Tomater
Jeg rengjorde alle grøntsagerne, finthakkede champignonerne (ellers får jeg aldrig manden til at spise dem, hvorimod ungen spiser dem hjertens gerne hele og rå også!) rev gulerødderne og hvidløg, fintsnittede porrerne og skar tomater og squash i tern.

Jeg varmede en pande op med lidt olivenolie, stegte porre og hvidløg af sammen først, tilsatte så champignon, lod det stege lidt mere og gulerødderne kom i. Herefter kom jeg lidt vand ved og lidt forskellige krydderier (basilikum, timian, oregano eller hvad du lige har lyst til) Tilsidst tilsættes tomat og squash og panden/gryden slukkes.

Ovnen forvarmes til 200 grader.

Lav din egen bechamelsauce, som du bedst kan lide den. Min favorit indeholder:
  • Oliemargarine
  • Mel
  • Mælk (mini eller sødmælk)
  • Revet ost
  • Muskatnød
  • Hvid peber
Lav en opbagt sauce ved at hælde oliemargarinen i en gryde og kom mel i. Pisk det godt rundt til det bliver en let melmos. Tilsæt herefter mælk og rør grundigt rundt. Lad det koge op og tykne og stop med at hælde mælk i, når du synes saucen har den rette konsistens. Put en smule revet ost i saucen (en mindre håndfuld) og rør godt rundt til osten er kommet over det punkt, hvor den klistre til piskeriset. Tilsæt om nødvendigt mere mælk. Til slut tilsættes muskatnød samt hvid peber og smag til.

Læg lasagnen sammen: grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce - fortsæt til der ikke er mere fyld og slut af med ost på toppen.

Rigtig god fornøjelse!


søndag den 8. april 2012

Broccoli/bønnemos - 7-8 mdr.

Endnu et sikkert hit herhjemme. Min dreng kan altså virkelig godt lide sine grøntsager og det får mig da også til at være ekstra opmærksom på, at vi voksne også får vores tilskud af grønt på tallerkenen hver dag. Denne lækre opskrift kom jeg på, da jeg stod og lavede broccolisalat i aftes og havde lidt rå blomkål til overs og den tog virkelig ikke mere end 10 minutter at lave!

Broccoli/bønnemos (2 portioner)
1 håndfuld rå broccolibuketter
1 håndfuld frosne grønne bønner

Hæld vand i en gryde ca. 2½ cm op ad kanten og sæt det i kog. Skyld imens broccolibuketterne og læg dem i grøntsagsdamperen. Når vandet er godt i kog sættes grøntsagsdamperen ned i gryden og låget lægges på. Damp broccolibuketterne i ca. 4-5 minutter. Tag dem herefter op og læg dem over i en høj bøtte, du kan lægge låg på.

Tag de grønne bønner og hæld dem ned i grøntsagsdamperen mens vandet stadig koger. Læg låg på og damp bønnerne i 4-5 minutter. Hæld dem over til broccolien, blend blandingen med en stavblender og server let afkølet.

Kan også serveres kold.

Broccoli/bønnemosen kan holde sig i 2 dage i køleskabet og holde sig på frost i 1 måned.

Print