Viser opslag med etiketten grøntsager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grøntsager. Vis alle opslag

torsdag den 17. april 2014

Kartoffel/Grøntsagsmos der hitter...

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan servere for junior, når det kommer til mos. Her er lige et par forslag, som har været en stor succes herhjemme og den unge dame synes langt bedre om nogle af disse spændende varianter end den almindelige kartoffelmos.

Kartoffel/ærtemos


Kartoffel/majsmos




Kartoffel/avocadomos




Bagt rodfrugtmos
af gulerod, rødbede og kartoffel


Derudover har vi også lavet:
  • Klassisk kartoffel/gulerodsmos
  • Kartoffel/persillerodsmos
  • Kartoffel/grøntsagsblandingsmos (grøntsagsblanding fra frost lavet til mos sammen med kartofler)
  • Kartoffel/butternutsquash mos eller ren butternutsquash som bages i ovnen
  • Sød kartoffelmos


Prøv dog frem og være ikke bange for, at baby ikke kan lide det. Ofte skal baby smage den samme ting op til 10 gange før han/hun bestemmer sig for om det er noget der smager godt. Eller ligesom min, der kan få serveret næsten hvad som helst og synes det smager guf!

Mit guldtip, når det kommer til kartoffel/grøntsagsmos er, at du skal tilsætte så mange grøntsager, at kartoflen ikke gør grøden klæg og svær at sluge for baby, i hvert fald i starten. Senere kan du begynde at bruge en kartoffelmoser i stedet for blender til at lave grøden med, så der kommer en ny konsistens for baby at vænne sig til.

Når baby er 6 måneder gammel kan du med fordel udvide smagshorisonten endnu mere og endda så småt begynde at tilsætte fisk og kød til maden. Hjemmelavede fiskeboller og kødboller er nemme at starte op på, du kan bare tage lidt af din hjemmelavede fiske- eller frikadellefars fra og koge til baby eller du kan lave det af en hel portion og fryse ned, så der er noget nemt til hverdagen. Jeg skal i hvert fald i gang, så snart jeg har fået afrimet fryseren!

Rigtig god fornøjelse med moseriet!

mandag den 12. november 2012

Kartoffel-græskar-pandekager

Nu hvor det er blevet græskartid, så er det måske ikke så dumt endda, at jeg har gemt denne opskrift til jer. En lidt anderledes spise og kan sagtens bruges som tilbehør til kød eller endda i madpakken...

Kartoffel-græskar pandekager
Ca. 10 stk.

200g kartofler, kogt og moset
300g græskar, kogt og moset
25g smør
3 sammenpiskede æg
45g hvedemel
½ tsk. bagepulver
salt, peber og lidt revet muskatnød
raps- eller olivenolie til stegning

Blend kartofler, græskar og smør helt glat. Rør æg i. Sigt bagepulver og revet muskatnød i melet og vend det i resten. Bag evt. et par pandekager til baby, inden der røres salt og peber i resten af dejen. De skal have ca. 3 min. på hver side ved middelvarme.

Prøv evt. at skifte alm. kartoffel ud med søde kartofler - det giver en dejlig pikant smag. Prik dem med en gaffel og læg dem i et ovnfast fad og giv dem mellem 45 minutter og 1 time i ovnen ved 200 grader. Skrab indholdet ud af skralden og følg da ovenstående trin.

torsdag den 2. august 2012

Spinatgratin

Lidt grønt til de små poder...

Spinatgratin
2 små og 2 store portioner

250g spinat, kogt og befriet for væde, funthakket
150g hytteost
4 æggeblommer og 4 æggehvider
50g revet ost
salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader. Rør spinaten sammen med æggeblommerne, rør derefter hytteost og revet ost i. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i spinatmassen sammen med lidt salt og peber.
Hæld det hele i en smurt ovnfast skål og bag gratinen i ca. 30-45 minutter.

Servér som forret eller som tilbehør til fx fisk.


onsdag den 1. august 2012

Jordskokmos med æble

En cremet sød blanding, som den lille med garanti vil kunne lide. Den har lidt klumper fra jordskokkerne, så det kunne være en god mos at prøve, når den næste overgangsfase fra en glat mos til familiemaden skal påbegyndes...

Jordskokmos
1 portion

50g jordskok, skrællet og skåret i små stykker
50g æble, skrællet og skåret i små stykker
lidt persillestilke, grundigt skyllet
1 tsk. olie

Kog jordskok, æble og persillestilke i en gryde i vand, der lige dækker i ca. 15 min. Tag persillestilkene op, hæld kogevandet fra og gem det. Mos jordskok og æble groft med en gaffel. Tilsæt evt. lidt kogevand for at justere konsistensen. Til sidst røres olie i...



tirsdag den 26. juni 2012

Gulerodspandekager + bonus

Jeg var så heldig at få lov til at dele denne lækre opskrift med jer fra en anden sød blogger og i dag har jeg så selv fået den afprøvet herhjemme og det med succes!
Det var simpelthen et hit - Elias rå-spiste 1½ pandekage plus lidt ananas dertil. Han er ved at få hjørnetænder og derfor er det lettere begrænset, hvad han har lyst til at spise for tiden... Dette ville han rigtig gerne have og heldigvis!

Jeg selv spiste en enkelt pandekage til frokost med lidt hjemmelavet ananas/tomat salsa og jeg var bestemt også overrasket over hvor gode pandekagerne var! Helt klart anbefalelsesværdige. Det gode er, at du faktisk kan udskifte gulerod med broccoli og sikkert også andre opskrifter, men det har vi ikke prøvet endnu. Der skal nok komme en ny opskrift, hvis jeg får afprøvet dette.

Men her kommer den lækre opskrift jeg har fået lov til at dele med jer:


Gulerodspandekager (5-6 stk.)


100g gulerod
1 lille løg (ca. 30 g)
1 æg
1 dl mælk
ca. 4-5 spsk. mel
salt og peber
krydderier efter smag - jeg brugte lidt hvidløgspulver, paprika og timian

Olie til stegning

Skræl gulerødder og løg og kom dem i blenderen. Kør det sammen til det bare er en grov blanding og tilsæt så æg, mælk, mel og krydderier

Varm panden op og hæld olie på. Hæld dejen på panden i mindre eller større pandekager og steg dem til de er gyldne på begge sider og gentag processen til der ikke er mere dej.

Server evt. sammen med lidt gnavegrønt, frugt, guacamole, humus eller lign.

Som bonus får i også lige min lille opskrift på ananas-tomat salsa - den anbefales dog ikke til børn UNDER 1 år.

Ananas-tomat salsa

3 modne cherrytomater
1 ananasring eller 2 tsk. ananas i tern
½ tsk. honning
1 dråber flydende vanilje
salt og peber

Skyld tomaterne og skær dem i kvarte. Tag kernerne ud og hak dem fint. Kom det op i en lille skål og sæt til side. Hak ananasstykkerne fint og kom dem op til tomaten. Hæld honning, vanilje og salt og peber over ananas og tomater og bland det hele godt sammen. Lad blandingen hvile i 5 minutter og servér evt. til gulerodspandekagerne ovenfor eller som tilbehør til kylling og gris.

torsdag den 26. april 2012

Grøntsagslasagne - brug dine rester!

En super god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på er helt klart at smække en lækker grøntsagslasagne sammen. Dette kan gøres på mange forskellige måde og have vidt forskelligt indhold alt efter hvad du har i din skuffe eller fryser men det eneste vi er sikre på, der er gengangere er Lasagneplader, revet mozzarella og Bechamelsauce i forskellige afskygninger...

Min grøntsagslasagne indeholdt:
  • Champignoner
  • Gulerødder
  • Hvidløg
  • Porre
  • Squash
  • Tomater
Jeg rengjorde alle grøntsagerne, finthakkede champignonerne (ellers får jeg aldrig manden til at spise dem, hvorimod ungen spiser dem hjertens gerne hele og rå også!) rev gulerødderne og hvidløg, fintsnittede porrerne og skar tomater og squash i tern.

Jeg varmede en pande op med lidt olivenolie, stegte porre og hvidløg af sammen først, tilsatte så champignon, lod det stege lidt mere og gulerødderne kom i. Herefter kom jeg lidt vand ved og lidt forskellige krydderier (basilikum, timian, oregano eller hvad du lige har lyst til) Tilsidst tilsættes tomat og squash og panden/gryden slukkes.

Ovnen forvarmes til 200 grader.

Lav din egen bechamelsauce, som du bedst kan lide den. Min favorit indeholder:
  • Oliemargarine
  • Mel
  • Mælk (mini eller sødmælk)
  • Revet ost
  • Muskatnød
  • Hvid peber
Lav en opbagt sauce ved at hælde oliemargarinen i en gryde og kom mel i. Pisk det godt rundt til det bliver en let melmos. Tilsæt herefter mælk og rør grundigt rundt. Lad det koge op og tykne og stop med at hælde mælk i, når du synes saucen har den rette konsistens. Put en smule revet ost i saucen (en mindre håndfuld) og rør godt rundt til osten er kommet over det punkt, hvor den klistre til piskeriset. Tilsæt om nødvendigt mere mælk. Til slut tilsættes muskatnød samt hvid peber og smag til.

Læg lasagnen sammen: grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce - fortsæt til der ikke er mere fyld og slut af med ost på toppen.

Rigtig god fornøjelse!


Print