mandag den 20. september 2021

Foodprepping - vi gør hverdagen nemmere!

Foodprepping - kender du begrebet?

Jeg har tidligere skrevet om det herinde for længe siden her og her, men også på min anden blog her og her og i al sin enkelhed går det bare ud på, at du planlægger ugens måltider og dernæst får skyllet, snittet, klargjort, forkogt, forstegt, m.v. de råvarer, som du ved, at du skal bruge i løbet af den kommende uge i din madlavning.

Jeg har forsøgt at lave en lidt mere struktureret plan over, hvad der indgår i foodprepping og denne tager ikke kun udgangspunkt i klargøringen af råvarerne, men også alt det, der leder op til.

Trin 1: Madplan

Planlæg ugens måltider. Her er det ikke et absolut must, at du laver en madplan der dækker alle ugens dage, men du kan fx. lave til 4-5 dage og så vælge at lave plads til spontanitet de andre dage. Lidt ligesom når man køber måltidskasser - der kan du oftest også vælge, hvor mange dage du gerne vil have til og så kan du jo kombinere fx. med at købe måltidskasser, hvis det tiltaler dig mest.


Trin 2: Skab overblik og lav indkøbsseddel

Hvis du er i en fase, hvor du rydder op i køleskabet og fryseren, ville jeg bytte om på trin 1 og 2, sådan at du først skaber overblik over, hvad du har i hjemmet og dernæst laver madplan ud fra det. 

Når du har lavet din madplan, er det tid til at se, hvilke ingredienser og råvarer du allerede har på hylderne, så du undgår at købe for meget ind, som du evt. ikke får brugt.

Strukturer din indkøbsliste, så du ikke glemmer at få købt det, du har brug for. Du kan evt. strukturere indkøbssedlen efter butikkens indretning, så det passer med, at du først kommer til frugt og grønt, dernæst mejeri-afdelingen osv. 

Min inddeling af indkøbslisten ser oftest sådan ud:

1. Mejeriprodukter

2. Kød og pålæg

3. Frugt og grønt

4. Konserves

5. Brød

6. Kolonialvarer (mel, sukker, gryn, morgenmadsprodykter, te/kaffe, krydderier m.v.)

7. Husholdningsvarer (rengøringsmidler, vaskepulver, toiletpapir, køkkenrulle, batterier, bøtter til madopbevaring, m.v.)

8. Personlig pleje (shampoo, showergel, makeup, hårprodukter, m.v.)

9. Diverse (evt. madkasser, drikkedunke, sko/tøj (hvis turen går til Bilka) m.v.)

Men husk, du skal gøre, hvad der virker bedst for dig.

Få skrevet alt det ned du skal bruge til madplanen, men også til madpakker og morgenmad og hvad i ellers har af måltider i løbet af ugen. På den måde, kan du også komme de ekstra indkøbsture, hvor du måske har tendens til at komme lidt ekstra i kurven, til livs.

Trin 3. Indkøbsturen

Hold dig til din indkøbsseddel! 

Denne del er ofte en udfordring for mange inklusiv mig selv. Ofte hænger det sammen med, at jeg måske ikke har været grundig nok, da jeg skrev min indkøbsseddel og har glemt at sætte nogle ting på, mens andre gange er det de der spotvarer, der lige ryger med ned i vognen samtidig med spegepølsen og den græske yoghurt. 

Når jeg har kunne mærke trangen til at impulsshoppe allerede inden jeg er kommet af sted, har jeg tit gjort det, at jeg har bedt min mand om at tage indkøbstjansen i stedet. Han er nemlig ikke i så høj grad en impulsshopper som jeg kan være. På den måde er jeg sikker på, at der ikke kommer mere med hjem, end det der står på sedlen.

 Trin 4. Når du pakker ud

Når du er i gang med at pakke dine varer ud, kan du allerede her danne dig et overblik over hvilke madvarer du skal have gjort klar til ugen. Er det gulerødderne, der skal skrælles og rives, blomkål eller broccoli, der skal skylles og skæres i buketter eller hakkes til ris, squash der skal laves til squashgetti,  eller lignende så vent med at lægge det på køl (medmindre det et er nødvendigt på grund af den pågældende madvare). 

Trin 5. Lav en to-do-liste

Nu har du fået købt ind til ugen og dannet dig et overblik, så er det tid til at tage et kig på madplanen og skrive ned, hvilke opgaver der ligger i, at blive klar til ugens madlavning. Det kan f.eks. være:

  • Lave kødsauce
  • Rive gulerødder
  • Koge babymos
  • Skære broccoli/blomkål i buketter
  • lave blomkålsris
  • Bage madpandekager
  • Bage boller
  • Skær/riv squash
  • Koge kylling (gem bouillon)
  • Skær grøntsager til kødsauce 
  • Skrælle kartofler (opbevares i vand og kan først gøres et par dage i forvejen, ellers bliver kartoflerne hurtigt sorte) 

Du bestemmer selv detalje niveauet og måske kan det se lidt uoverskueligt ud til at starte med, men når du har klaret listen, så er du godt forberedt på resten af ugens madlavning og så bruger du ikke tid at hakke, snitte osv hver dag, men kan bare koncentrere dig om tilberedningen. 

Trin 6. Sæt i gang

Når du har lavet din arbejdsplan, så kan du gå i gang og strege ud, hver gang du har overstået en opgave. Når du har synliggjort opgaverne, kan du også med fordel invitere familien med i køkkenet, så de kan se, hvad der skal forberedes og så kan i evt. hjælpes ad. Dermed spare du endnu mere tid, som kan gå til hyggeligt samvær med familien i stedet.

Hvis du vil søge mere inspiration, kan jeg varmt anbefale, at du kigger i retning af Bianca, som står bag bloggen Home by Bianca. Hun er mester udi foodprep (og meget andet) og har bare styr på det der med at forberede tingene, så hverdagen kan blive nemmere.

Hvad gør i allerede nu for at gøre hverdagen lidt nemmere?

Print