lørdag den 29. september 2012

Mellemmåltidsforslag nr. 1 - 12 mdr. +

Her ser du et af de mellemmåltider, som er et hit herhjemme:


Den består af lidt æblechips, lidt rosiner og lidt havrefras - det er nemt, ikke for sødt og sundere end så mange andre alternativer, der findes i dag. Du kan spice det lidt op ved måske at putte nødder, ostestænger eller lignende sammen med.

torsdag den 20. september 2012

Hjemmelavede æble- eller pærechips

Er der noget vi sætter stor pris på herhjemme, så er det sunde og billige alternativer til alt det søde vi kan få til børn i dag... Vores gut er ingen undtagelse, når det kommer til at have en sød tand og ærlig talt så har han det nok ikke fra fremmede...

En dag købte jeg i dyre domme en pose æblechips fra Urtekram, bare for at prøve det af og minsandten om ungen ikke var vild med det! Personligt synes jeg de var sure ad pommern til, men så tænkte, at jeg da selv kunne lave dem i stedet - så bliver de nemlig lavet af vores ynglingsæbler pink lady (pink crisps) eller en sød golden eller red delicious og det er SÅ nemt at du ville ønske, at du selv havde gjort det noget før...

Jeg vil anbefale dig at anskaffe et værktøj til at få kernehuset fjernet med, så du har ringe i stedet for stykker, så er det nemlig også muligt at tørre frugterne på en snor i køkkenet, det giver sådan en dejlig duft. Du kan faktisk få et rigtig billigt sæt hos IKEA, hvor denne kernehus-fjerner er en del af:


Her kommer opskriften på den hurtige version af, hvordan du selv kan lave disse sunde snacks til dine små:


Hjemmelavede æble- eller pærechips

2 af jeres ynglingsæbler eller pærer
Kernehusudstikker
2 bageplader beklædt med bagepapir

Tænd ovnen på 100 grader.

Skyld frugterne rigtig godt og tør dem af. Fjern kernehusene med kernehusudstikkeren, så der bliver et hul igennem frugterne, der hvor kernehuset var.

Skær frugterne i så tynde skiver som muligt (2-3 mm) og læg skiverne på bagepladerne. Sæt bagepladerne i ovnen og lad frugtskiverne bage i ca. 1-2 timer afhængig af tykkelsen. De skal være helt tørre, men må ikke få et brændt look.

Rigtig god fornøjelse!

Tip: Har i plads under loftet, så træk i stedet frugtskiverne på en snor (10-15 skiver pr. snor), bind enderne sammen og lad dem hænge et par age til ringene er helt tørre.

torsdag den 13. september 2012

Interview med lovemade

Alt imens Madmamas Mødregrupper har travlt med at teste produkterne, de har fået tilsendt, vil jeg her på bloggen bringe lidt interviews med nogle af de producenter/forhandlere, som har været med til at gøre testen en realitet og jeg vil starte med at bringe interviewet, jeg lavede med lovemade gennem mailkorrespondance.

Allerede fra første færd, hvor jeg fremlagde min forespørgsel for Silva og Sif hos lovemade om at deltage i Madmamas Mødregruppe test, blev jeg rigtig godt og positivt modtaget og jeg kunne mærke, at dette var nogle personer, som virkelig brænder for det produkt, de prøver at få frem til jer børnefamilier.

Da det har krævet lidt ekstra koordinering mht. at få lovemade sendt ud til Mødregruppen, har vi været i kontakt med hinanden over flere omgang og hver gang synes jeg, at kommunikationen har været rigtig god og meget imødekommende. Så derfor tusind tak til Sif og Silvia, fordi de har haft lyst til at deltage med deres produkt i vores test her på Madmama.

I starten af September sendte jeg en lille liste over de spørgsmål, jeg havde omkring lovemade til pigerne og meget hurtigt efter fik jeg et meget fyldestgørende svar retur. Jeg bringer her mit interview med lovemade og videregiver deres budskab til jer kære forældre!


Lovemade - vi siger nej tak til tilsætningsstoffer og ja tak til rene og økologiske varer!

Lovemade - navnet siger vidst det hele, kompromisløs kærlighed - kærlighed til gode råvarer, naturen og til vores unger, så kan det vidst ikke blive bedre?

Silvia Wulff, som i øvrigt er mor til to, er hjernen bag lovemade og hun har sammen med kokke-knægtene Nikolaj Kirk og Mikkel Maabjerg og i samråd med VIFFOS (Nationalt Videnscenter for Fødevarer og Sundhed) fremtryllet et produkt, som er uden sammenligning med andre producenters færdiglavede babymad. Lovemade skiller sig nemlig ud ved at være et fuldkomment rent færdiglavet produkt på frost - ikke på glas og ikke i pulverform, men ligesom den mos du selv ville lave til dine børn og fryse ned i små bøtter.

Lovemade er uden tvivl et hit taget i betragtning af den fokus, der er kommet på både økologi og sundhed de sidste mange år, men det var først da Silvia gik på barsel med sit første barn, at idéen til lovemade kom. Hun skriver, at behovet for at kunne give sin datter et nemt måltid mad i den travle hverdag – uden at være
nødsaget til at gå på kompromis med hverken kvalitet eller samvittighed simpelthen, ikke blev mødt af de eksisterende produkter på markedet og derfor følte hun, at hun måtte tage skeen i egen hånd, så at sige.

Navnet lovemade kom ikke som et lyn fra en klar himmel, men ud fra en svær og lang proces forklarer Silvia. Projektet blev fra start af kaldt for BELLY, men hun søgte et langt mere værdiladet navn inspireret af INNOCENT (smoothies og juice). "Det at navnet siger noget om produktet, det synes jeg er vigtigt", fortæller Silvia og i denne sammenhæng skulle navnet beskrive "ren og naturlig mad, lavet med kærlighed" - deraf kommer lovemade.

Jeg spurgte Silvia, hvad der gør lovemade anderledes i forhold til andet færdigproduceret babymad, der findes på markedet og hun fortalte, at lovemade for det første indeholder nøje udvalgte råvarer og for det andet, så foregår produktionen også anderledes. "Vi gør, som andre familier ville gøre derhjemme; koger maden i store gryder, blender og derefter fryser maden ned i små portioner. Herved bevares smagen, konsistensen og vitaminerne på den optimale måde" Den sidste forskel ligger i smagen - lovemade SMAGER og DUFTER af rigtig hjemmelavet mad - ikke noget med at få en kunstig dunst i synet, når man tager låget af bøtten. 

Lovemade kan ydermere være stolte af, at have vundet BEDST i Test af babymad i Oktober 2011, hvor det netop også var den gode og naturlige smag blev lagt vægt på ved kåringen. Du kan læse artiklen fra BT her: Lovemade BEDST i test

billedet er lånt fra lovemade.dk

Hvad smager lovemade så af og hvor kan man købe det, blev mit næste spørgsmål naturligvis og Silvia fortæller, at lovemade findes i 6 varianter, men kun fire af disse er tilgængelige i butikkerne, nemlig; gulerod & pastinak med havtorn (4 mdr), ærter & pastinak (6 mdr), kartoffel & laks (6 mdr) og ragout med oksekød (6 mdr). På nuværende tidspunkt forhandles lovemade bl.a. hos Kvickly, SuperBrugsen, Irma, nemlig.com og todoor.dk. I løbet af efteråret sker der dog ændringer på den front, hvorefter det kun bliver muligt at købe lovemade online hos nemlig.com og todoor.dk.

Jeg var også nysgerrig efter at vide, om Silvia havde nye idéer på tegnebrættet for lovemade på nuværende tidspunkt og til dette kunne hun fortælle, at de har masser af idéer for lovemade og håber meget på muligheden for at realisere alle de interessante tiltag, der arbejdes på for tiden. Lovemade får rigtig mange henvendelser fra forældre, som har gode idéer til sunde, naturlige og økologiske lovemade produkter, så der er stor interesse for lovemade og det lovemade står for.

Lige nu leder Silvia efter en partner og mere kapital til lovemade, så der kan statses mere aggressivt på bl.a. produktudviklingen. Med den største glæde kunne hun også fortælle, at lovemade snart lanceres på det svenske marked, hvilket de venter på med spænding. Så jeg håber her på Madmama, at de kære danske mødre i Sverige har lyst til at hjælpe lovemade med at blive et hit på den anden af vandet også.

Hvad er så fremtidsperspektivet for lovemade - hvor ser du lovemade om bare 3 år? Silvia håber på at lovemade igen er udbredt i dagligvarehandlen, at de har fået flere af deres nye produkter på markedet og dermed kan være med til at sætte fokus på sund og nem mad til de små på flere niveauer.

Ydermere håber Silvia også, at hun har ressourcerne til at imødekomme den store efterspørgsel, der er fra de mange nye markeder og mest af alt, at lovemade kan være med til at gøre en forskel og øge opmærksomheden omkring vigtigheden af, at babyer og børn ikke bare skal tilbydes ligegyldige og smagløse produkter, når det netop er bevist, hvor vigtige smagsoplevelserne de første to år af deres liv er.

Til slut spurgte jeg Silvia, hvilket råd hun kunne give videre til Madmama's læsere og meget selvsikkert svarer hun, at det måtte være: STOL PÅ DIG SELV!

Hun husker usikkerheden, fra da hun blev mor første gang. Alle de råd, og alle de som havde en mening om de ting du gjorde. Således er hendes råd, at du skal lytte til sig selv og sortere i alle de informationer og kommentarer du møder. Føl efter, sæt dine grænser og vær ok med det. Du er med sikkerhed en fantastisk mor!

Selvom dette har været et skriftligt interview med Silvia, har jeg hele vejen igennem kunne mærke kærligheden brænde igennem. Kærligheden til det hun laver, til den hun er og alt hvad hun brænder for - lovemade ER virkelig lovemade i ordets bogstaveligste forstand.

Har du lyst til at læse endnu mere om Silvia og lovemade kan du gøre det her: Lovemade - sund mad til små maver.

- Agnethe V. Thorsen /Madmama

torsdag den 6. september 2012

Madmamas Tortillas

Endnu en Madmama opskrift har set dagens lys - denne gang en aftensmadsopskrift... Håber i synes det lyder spændende og får lyst til at afprøve den...

Madmamas Tortillas
6-8 stk.

6-8 store tortilla wraps
500g hakket oksekød (du kan sagtens halverer mængden af kød og supplere op med flere grøntsager)
1-2 spsk. olie til stegning
2 gulerødder, revet
1 rød peberfrugt, i tern
½ squash, revet
1 glas taco sauce (jeg foretrækker Santa Marias men de billigere udgaver kan snildt også bruges)
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, revet

Alternative grøntsager: 1 revet persillerod/pastinak og/eller 100g frosne majs

Dressing:
250g cremefraiche
1½-2 spsk. tomatpure
Karry
Paprika
Salt & peber
lidt citronsaft

Alle grøntsager renses og klargøres til at komme i gryden. Varm olien op i en gryde og svits løg og hvidløg. Brun kødet af og tilsæt grøntsagerne og lad det stege lidt igennem... Tilsæt herefter taco sauce og rør det godt sammen. Skru lidt ned for varmen og lad kødsaucen simre i 10 minutter. Varm ovnen op til 180 grader.

Lav imens dressingen. Hæld cremefraichen op i en skål, tilsæt de øvrige ingredienser efter smag og rør det hele godt sammen. Smag til, så dressingen bliver tilpas salt, stærk, sødt og surt. Sæt dressingen til side og lad den trække mens resten laves færdig.

Tag tortillaerne ud af emballagen og læg en stribe kødsauce i den mængde du finder passende på tortillaen. Rul herefter tortillaen og læg den i et ildfast fad. Gentag dette med de resterende tortillas.

Sæt fadet i ovnen og bag tortillaerne i 10 minutter indtil de bliver gyldne. Tag fadet ud og lad det stå til afkøling ca. 5 minutter og server med dressing ovenpå...

Bon appetit...

Print