tirsdag den 19. marts 2013

Vil du stadig gerne læse med?


 
Det er ikke længe siden, at Google annoncerede, at de lukker ned for Google Reader og Google Friend Connect, mere præcist d. 1 juli! Ligesom alle andre bloggere er jeg utrolig glad for mine læsere og vil rigtig gerne have, at i stadig følger med derude - hvis i altså har lyst...

Bloggen her kan følges via bloglovin (klik på linket i sidebaren) og har du ikke allerede en konto der, så er det super nemt at oprette en. Du skriver din mailadresse, vælger et password eller opretter dig via Facebook på bloglovins side. Når du kommer ind, kan du bare ved et (eller to) klik importere alle de blogs du følger til bloglovin - easy peacy!

Jeg håber håber håber i stadig har lyst til at læse med derude - jeg kan i hvert fald ikke undvære alle de blogs jeg dagligt følger og har heller ikke lyst til det! Rigtig godaften...

onsdag den 6. marts 2013

Klatkager med lækkert tilbehør

I weekenden besluttede jeg mig for at lave lidt lækkert ud af morgenmadens rester, som vi kunne gå og guffe på til eftermiddagen. Valget faldt på klatkager lavet på vores havregrød. Jeg er kun stødt på klatkager lavet på risengrød før, men disse er altså virkelig lækre og smækfyldt med fibre. Der er minimalt med sukker i og så kan man jo vælge et alternativt og sundt tilbehør. Jeg lavede både et børnevenligt tilbehør og så en lækker sirup til os voksne og i bedste "stop spild af mad"-stil var det hele bakset sammen af få ingredienser, som blev genanvendt senere i processen.

Så her får i lige min udgave af klatkager med tilbehør.

MadMamas Fiberklatkager med frugtkompot
10-12 stk.

Du skal bruge:

4 dl kold havregrød (du kan også bruge en anden grød fx boghvedegrød eller speltgrød)
1 æg
2 tsk. sukker
1 dl grahamsmel
1 tsk. vanillepulver (kan købes bl.a. i Netto og Føtex)
Fedtstof til stegning (jeg brugte smør)

Sådan gør du:
Pisk æg og sukker sammen med et piskeris. Tilsæt den kolde havregrød og pisk det hele godt. Herefter tilsættes vanille og mel og der piskes til det hele har en let men dejlignende konsistens. Lad dejen hvile i 20-25 minutter i køleskabet.

Varm en pande op, kom lidt fedtstof på den og læg klatter af dej på panden med en spiseske. Dyp skeen i lidt af fedtstoffet fra panden, så glider dejen lettere af skeen. Steg klatkagerne til de er gyldne på begge sider.

De lune klatkager kan spises sammen med lidt frisk frugt, en kompot eller en god marmelade. Klatkagerne kan også komme med kolde i madpakken eller på skovturen.


Pære og Kiwi kompot

Du skal bruge:
3 modne kiwier
2 modne Conference pærer (de aflange og gerne overmodne, så er der mere sødme i dem)
lidt vand

Sådan gør du:
Skræl frugterne og skær dem i mindre stykker. Kom dem op i en gryde med lidt vand og lad det hele koge til frugterne er godt møre ca. 10-12 minutter.
Læg en si over en skål og hæld hele grydens indhold herop i. Pres da frugterne fri for saften (som stilles til side og kan bruges til at koge sirup på senere) og hæld dem over i en anden skål.

Mos det let sammen og stil det på køl. Server sammen med pandekager, klatkager eller bare som en eftermiddagsmos.

mandag den 4. marts 2013

MadMama Magasin

Så er den første udgave af MadMama Magasin udgivet og klar til at læse lige HER

Denne udgave indeholder bl.a. resultaterne af  MadMamas Mødregruppe test af færdigproduceret babymad og nogle produktanbefalinger samt opskrifter og interviewet med Lovemade.

Jeg håber i har lyst til at læse med!


Forårs Give away

Så har foråret endelig meldt sig med det gode vejr og lidt mildere varmegrader og i den anledning synes jeg, det er passende med den absolut første give away her på MadMama...

Det du kan være så heldig at få fingrene i her er:


Rollinger og Roulade af Sif Orellana - hvis du ikke kender Sif og hendes bøger, som i øvrigt er intet mindre end fantastiske, så kan du kigge med på hendes blog og hjemmeside Sif Orellana.dk

Bogen er smækfyldt med lækre opskrifter, gode historier og ikke mindst masser af idéer til aktiviteter, der kan laves sammen med børn.... Jeg er stor fan af hendes bøger...

Alt, hvad du skal gøre, for at deltage i denne give away er at:

1. Skriv en kommentar til dette indlæg = 1 lod
2. Du er eller bliver fast læser på bloggen = 2 lodder
3. Del denne give away på din egen blog eller på facebook = 3 lodder

Du kan således deltage med op til 6 lodder.

Skriv i din kommentar, hvor mange lodder du deltager med samt din mailadresse.

Give away'en slutter d. 30 april 2013



Print