onsdag den 20. juni 2012

Lækker morgengrød

Er du som jeg kørt lidt træt i den evige skiften mellem øllebrød og havregrød og synes du dine poder (og du selv måske) trænger til lidt forandring i morgenmaden?

Den skal stadig være ligeså mættende som de andre slags grød men må gerne have lidt mere smag - er det nogle af de kriterier du har for din og dit barns morgengrød, så kan du med fordel afprøve denne opskrift, som jeg fandt i Claus Meyers Mad til de mindste på en dejlig morgengrød med hele 3 forskellige slags gryn/flager...

Dog skal du være opmærksom på at denne grød tager længere tid at lave end den gængse havregrød, da den indeholder lidt flere og grovere ingredienser, så lav den aftenen før og varm den op sammen med et skvæt mælk eller vand næste morgen. Den begår sig ganske godt med bananstykker i, men du kan også putte både friske og frosne bær i.


Godmorgengrød
(4 børn)

½ dl knækkede speltflager (jeg brugte bare alm. speltflager fra Urtekram)
1 dl havreflager/gryn (gerne grovvalsede, hvis du har større børn)
½ dl. hirseflager
vand
1/4 tsk. salt (jeg halverede saltet fordi jeg ikke mente det var nødvendigt med så meget salt)
1 spsk smør

evt. 150g blandede friske eller frosne bær (alternativt andet frugt eller frugtmos)

Rist først alle flager forsigtigt i 5-10 minutter i en gryde, så de begynder at dufte nøddeagtigt og poppe.

Kom så vand på, så det lige dækker og tilsæt salt. Bring gryden i kog, kom låg på og skru ned på lav varme og lad grøden småsimre i 20 minutter. Rør i grøden et par gange undervejs, så den bliver kogt jævnt og ikke sætter sig. Tilsæt lidt vand undervejs, så grøden ikke koger tør.

Tag gryden af varmen, kom smør og friske bær eller banan ned i grøden og vend den forsigtig rundt. Server grøden lun.

Grøden kan også bruges til dessert og serveres med andre frugter alt efter hvad sæsonen byder på. Vælger du at bruge frosne bær, så lad dem koge med de sidste minutter til de er gennemvarme, men uden at de smatter ud.

Rigtig god fornøjelse...

2 kommentarer:

  1. Det lyder ellers lækkert :) Pt vil trunten dog ikke have varm mad...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ihh hvor ærgerligt :( Håber det vender på et tidspunkt :)

      Slet

Print