onsdag den 25. juli 2012

Sunde stænger

Vi kender alle de der frugt/figenstænger man kan købe fra Castus i supermarkedet i den smarte indpakning og som mange børn guffer i sig med glæde! De er også rigtig praktiske, men problemet er jo, at du reelt set ikke aner, hvad der er i dem, selvom der står på pakkerne, at de ikke indeholder tilsætningsstoffer m.v.

Jeg fik et tip af en mor en dag, som bruger dem som fredagsguf til sine børn - hun sidestiller det nemlig lidt med slik også selvom det er frugtsukker, de indeholder - at hvis du Castus figenpålæg i stedet kan du spare en del penge og børnene er jo sikkert ligeglad med om de kommer i en stang eller en plade skåret i stænger.

Jeg vil ikke anbefale at børnene får det i store mængder hver dag, men en halv stang til dessert eller et mellemmåltid bliver der også langet indover herhjemme. Dog har Mie lige sendt mig det seneste indlæg til bloggen på hjemmelavede stænger, så hvorfor ikke prøve dette alternativ. Her kan du være sikker på, hvad der er i det du servere for dit barn og de vil helt sikkert elske det, hvis de sætter pris på Castus' stænger!

Her er to varianter at vælge imellem begge uden sukker, fri for gluten:


Sunde stænger med nødder og kakao (stængerne til venstre)
(8 store eller 16 små)

Du skal bruge: 
100 g dadler uden sten
50 gram tørristede hasselnødder
50 gram mandler (de behøver ikke at være smuttede)
2 spsk ren kakaopulver (kan købes i helsekostforretninger)
1 tsk Fiberhusk (kan købes i velassorterede supermarkeder eller hos helsekostforretninger)
2 spsk kokosolie (kan købes i Netto eller hos helsekostforretninger)
½ tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker, kan købes i Kvickly)

Hasselnødderne brunes på en tør pande. Alle ingredienserne puttes herefter i foodprocesser og kværnes til ensartet masse.
 
Massen bliver varm og fedtet, så kan med fordel puttes i køleskabet 10 min før du arbejder videre.
Den skal dog ikke blive helt kold, da olien sørger for at drysset hænger på.
 
Rulles i den form man nu ønsker og så trilles de i det drys du godt kunne tænke dig at prøve.

Mie har rullet disse i almindelig havregryn, men ønskes glutenfri, kan man købe glutenfri havregryn.

Efter "rulning" stilles de i køleskabet og nydes når de er blevet kolde
.

Sunde stænger med mandler og vanilje (stængerne til højre)
(8 store eller 16 små)

Du skal bruge:
75 g dadler uden sten
40 gram abrikoser (soltørrede uden tilsat sukker - gerne økologiske, da disse ikke indeholder svovl)
75 gram mandler (de behøver ikke at være smuttede)
50 g kokosmel
1 tsk fiberhusk
25 gram havregryn (ønskes glutenfri købes glutenfri)
2 spsk kokosolie (Kan købes i netto eller helsekostforretninger)
1 tsk vaniljepulver(ikke vaniljesukker, Kan købes i Kvickly)

Følg samme procedure som i opskriften ovenfor.

Mie vendte disse stænger i en blanding af finthakkede valnødder, hasselnødder, mandler, solsikkekerner, lidt kakaonips (kan købes i helsekostbutikker eller på nettet) og blandet med sesamfrø og lidt havregryn.

Du kan også vende dem i en anden slags drys - her er det kun fantasien der sætter grænserne.

Rigtig god fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print