torsdag den 26. april 2012

Grøntsagslasagne - brug dine rester!

En super god måde at få tømt ud i grøntsagsskuffen på er helt klart at smække en lækker grøntsagslasagne sammen. Dette kan gøres på mange forskellige måde og have vidt forskelligt indhold alt efter hvad du har i din skuffe eller fryser men det eneste vi er sikre på, der er gengangere er Lasagneplader, revet mozzarella og Bechamelsauce i forskellige afskygninger...

Min grøntsagslasagne indeholdt:
  • Champignoner
  • Gulerødder
  • Hvidløg
  • Porre
  • Squash
  • Tomater
Jeg rengjorde alle grøntsagerne, finthakkede champignonerne (ellers får jeg aldrig manden til at spise dem, hvorimod ungen spiser dem hjertens gerne hele og rå også!) rev gulerødderne og hvidløg, fintsnittede porrerne og skar tomater og squash i tern.

Jeg varmede en pande op med lidt olivenolie, stegte porre og hvidløg af sammen først, tilsatte så champignon, lod det stege lidt mere og gulerødderne kom i. Herefter kom jeg lidt vand ved og lidt forskellige krydderier (basilikum, timian, oregano eller hvad du lige har lyst til) Tilsidst tilsættes tomat og squash og panden/gryden slukkes.

Ovnen forvarmes til 200 grader.

Lav din egen bechamelsauce, som du bedst kan lide den. Min favorit indeholder:
  • Oliemargarine
  • Mel
  • Mælk (mini eller sødmælk)
  • Revet ost
  • Muskatnød
  • Hvid peber
Lav en opbagt sauce ved at hælde oliemargarinen i en gryde og kom mel i. Pisk det godt rundt til det bliver en let melmos. Tilsæt herefter mælk og rør grundigt rundt. Lad det koge op og tykne og stop med at hælde mælk i, når du synes saucen har den rette konsistens. Put en smule revet ost i saucen (en mindre håndfuld) og rør godt rundt til osten er kommet over det punkt, hvor den klistre til piskeriset. Tilsæt om nødvendigt mere mælk. Til slut tilsættes muskatnød samt hvid peber og smag til.

Læg lasagnen sammen: grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce, lasagneplader, grøntsagsfyld, bechamelsauce - fortsæt til der ikke er mere fyld og slut af med ost på toppen.

Rigtig god fornøjelse!


2 kommentarer:

  1. hvor mange gram grøntsager bruger du? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige i dette tilfælde måler jeg ikke i gram, men bruger det jeg har så det kan være 1 porre, en halv bakke champignoner, 2 gulerødder, 1 squash og tre tomater 😁 det er skønheden i det 😉

      Slet

Print