søndag den 8. januar 2012

Hvornår skal vi begynde på skemad og hvilken slags?

Dette spørgsmål hører jeg igen og igen fra nybagte mødre og jeg har selv stået forrest i rækken for at ville vide mere om det. Dog var min baby lidt tidligt på den med at komme ud til os, så vi ventede lidt længere end de fleste med at starte op på skemad. Han har aldrig spist særlig meget ad gangen og behovet for mere mad opstod generelt senere end normalt... På det punkt har han til gengæld taget grusomt revanche nu...

Når din baby er mellem 4 og 6 måneder vil dets appetit stige og så er det tid til at udvide menuen. Ofte kan det mærkes på baby ved, at han/hun ikke er oftere sulten (måske mest om natten) og begynder at tage større portioner fra flasken eller ligger længere ved brystet. Du skal læse dit barn og hvis det ikke virker mere sultent, så vent bare lidt med at introducere skemad, de fleste kan klare sig på modermælk eller MME frem til de er ca. 6 måneder.

Vejledende tegn på at din baby er klar til fast føde:
  • baby kan sidde oprejst med støtte
  • hovedet kan holdes oprejst
  • når der stilles mad på bordet, åbner baby munden og læner kroppen fremover
  • når baby får maden i munden synker den i stedet for at spytte det ud
  • baby har stigende interesse for, hvad andre spiser
Motorikken er også ved at være så tilstrækkelig udviklet på dette tidspunkt, at barnet er klar til at få serveret sin mad med ske - de har kontrol over overlæben og kan bevæge tungen bagud...

Det er typisk at starte med grød, frugtmos eller grøntsagsmos som skemåltid. Husk at grød skal være uden gluten, så der er majs, ris eller hirse at vælge imellem. Grøntsagsmosen kan være kartoffel moset med andre grøntsager. Husk at det ikke er en god idé at tilsætte salt til maden før barnet er 8 måneder, dette belaster nemlig den lilles nyrer. Når du vil give frugtmos, er det en god idé, at du vælger frugter uden alt for meget syre, så som æbler og pærer. Baby har en sød tand, så præferencen for sødere sager kommer hurtigt - derfor er der mange babyer, som er helt vilde med mos af søde kartofler frem for den traditionelle kartoffelmos...

Herhjemme startede vi på en majsgrød - det var ikke noget hit i starten, men han prøvede sig frem og vi havde grød over alt... Vores baby ville ret hurtigt gerne prøve noget nyt, så vi forsatte med kartoffelmosen herhjemme og derefter tilsatte vi en ny smag til kartoffelmosen eftersom han havde lyst til nye ting. Det var både gulerødder og ærter blandt andet... Opskrifter på forskellig slags mos m.v vil følge senere på bloggen...

Det er en god idé at vælge tidspunktet, hvor i øver med skeen, nøje. Baby skal være vågen og glad og hverken for sulten eller for mæt. Der vil nok være et behov for at der gives flaske eller ammes lige efter skemåltidet. Til at starte med skal du ikke regne med, at baby spiser mere end et par skefulde, men lidt har også ret og det er øvelsen vi skal tænke på her, for mælken udgør stadig hovedparten af barnets kost.

Der findes rigtig mange gode bøger og pjecer om barnets kost, hvor du kan finde rigtig god inspiration og sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece lige netop på dette område, som jeg synes er vældig god til at starte ud på - du kan finde den i online udgave HER...

Nu da min søn er blevet ældre, har jeg investeret i en rigtig god bog om mad til børn fra 6 måneders alderen til de er 3 år gamle - den kan jeg varmt anbefale jer at købe, dog vil jeg poste de opskrifter jeg bruger herinde (selvfølgelig med reference) og dele vores oplevelser omkring de forskellige retter. Bogen hedder Mad til Småfolk og du kan købe den lige HER...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Print