Fra køleskab til fryseren
Ved at fryse portionsstørrelser til babys måltider undgår du nemmere rester og kan også spare en masse penge på den konto. Lav en grydefuld af pureer eller mos et par gange om ugen og frys det ned til kommende måltider, så undgår du også, at i lige pludselig ikke ved, hvad baby skal have at spise og du kan nemt have mad til flere måneder på denne måde...
Sådan gør du:
- Så snart du er færdig med at tilberede maden skal den hurtigt afkøles for at undgå bakterievækst
- Når maden er kølet helt af, tages en smule fra til babys næste måltid og resten kommes i fryseren
- Den nemmeste opbevaring, der også letter senere brug er isterningebakker*. Kom hver portion pure/mos (ca. 2 spsk.) i bakken, dæk bakken med husholdningsfilm (som også kan holde til frost) og frys det ned.
- Kom de frosne tern i en frysepose og pres al luft ud for at undgå iskrystaller...
- Skriv indhold og dato på posen, så er du aldrig i tvivl om hvad det er og hvor gammelt det er...
- Du kan også fryse mad ned i små beholdere beregnet til babymad. Frys ALDRIG babymad ned i glasbeholdere, da glasset kan gå i stykker, når maden udvider sig under frysningen.
MME og frysning
Modermælk kan fryses ned uden at næringsindholdet forsvinder og smagen tager skade.
Det frarådes derimod at fryse MME, da mælken kan skille ved optøning og bakterievæksten kan fremskyndes. Frys derfor gerne maden ned, men vent med at tilsætte MME til efter optøning.
Optøning og opvarmning
For at holde babys mad bakteriefri og sikker at spise er det alfa omega med den rigtige optøning og opvarmning.
Sådan gør du:
- Frossen babymad optøs i køleskabet eller i mikroovnen. Optøs maden ved stuetemperatur øges bakterievæksten.
- Det vil tage en frossen puré 12-24 timer at optø i køleskabet afhængig af portionsstørrelse
- For en hurtig optøning kan maden kommes i en glasbeholder (ikke plastik!) og optøs i mikroovnen under omrøring nu og da. Mens det er i orden at optø maden i mikroovnen, advarer sundhedseksperterne mod at opvarme mad til babyer i mikroovnen, da den ujævne varme kan forårsage skjulte varme steder, der kan forbrænde barnets mund.
- Dette kan dog afhjælpes ved at røre i maden under opvarmningen eller skrue ned for varmestyrken, hvis det er muligt...
- Det anbefales at babymaden opvarmes i en kasserolle ved lav varme, så man hele tiden kan kontrollere varmen på maden.
Temperaturen
Hvis du skal sikre dig, at den mad du laver til baby er frisk og bakteriefri, er tilberedning og opbevaring vigtigt at være obs på.
Derfor er det en god idé at bruge et kødtermometer, for at se om det tilberedte kød har fået nok til at baby også kan være med til at spise det. Her er nogle rettesnore at gå ud fra, så du sikre dig, at kødet bliver tilberedt ved den rette temperatur:
- Hakket kød (okse, lam, svin fx): 75 grader
- Alle slags fjerkræ: 80 grader
- Kødudskæringer (fx lammekotelet eller svinemørbrad): 65 grader
- HUSK ikke noget med rødt eller rosa kød til baby!
Hold maden frisk
Det meste babymad kan holde sig frisk i køleskabet i op til 3 dage. For at bevare maden så frisk som muligt skal den derfor også placeres det koldeste sted i køleskabet. Derudover er det også en god idé ikke at fryse mad, som allerede har været nedfrosset og optøet én gang, hvis smag og friskhed skal bevares og sørg også for at få brugt optøet mad indenfor 48 timer...
Hjemmesyltning
Syltede og henkogte lækkerier er desværre ikke sikre for baby ligesom frisk hjemmelavet mad, der har været frosset er. De kan indeholde bakterier, som er skadelige for dit barn og kan medføre sygdomme...
Kilde: Mad til småfolk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar